»Efter Den Første Slesvigske Krig var tiden præget af en stærk nationalfølelse, og den danske kunstscene var præget af motiver med udgangspunkt i det danske folk, det danske landskab og den nationale fortid. Det var denne virkelighed, som Elisabeth Jerichau-Baumann landende i, da hun kom til Danmark i 1849. Som følge af sin baggrund på kunstakademiet i Düsseldorf blev hun ved sin ankomst fejlagtigt taget for at være tysker, hvilket fra et dansksindet synspunkt, var stort set det værste, man kunne være i de år«
Teksten herover er forfattet af Jakob Vengberg Sevel, som er kurator på en større udstilling, der åbner snart med værker af maleren Elisabeth Jerichau-Baumann på ARoS i Aarhus.
Der følger en omfattende historie med Jerichau-Baumann, som havde en ganske usædvanlig karriere.
Hun blev født i 1819 i nærheden af Warszawa og døde i København i 1881 i København, og i årene derimellem blev hun gift med den meget anerkendte danske billedhugger Jens Adolph Jerichau.
Hendes ægteskab med den stærkt humørsvingende Jerichau var dog besynderligt, da hun som en del af sin kunstneriske praksis rejste en del, hvilket nok i sig selv var usædvanligt for en kvindelig kunstner på den tid.
Udstillingen 'Elisabeth Jerichau-Baumann - Mellem verdener' kan ses på ARoS i tidsrummet 8. maj-12. september.
Jeg har tilmeldt mig pressevisningen til udstillingen, så der kommer meget mere senere på blog'en her.
