»Det er politisk børnelærdom, at når varer bliver dyrere, rammer det skævt. De fattige har ikke råd, så kulturtilbuddene bliver forbeholdt de rige. Klassesamfundet viser sin mest usympatiske side«
I dagbladet Politiken har der for nyligt været sat fokus på museernes entrépriser. Den sag har redaktør for webmagasinet Søndag Aften, Tom Ahlberg, taget op i den sidste udgave af magasinet.
Her kan han fortælle om flere endog overordentligt kraftige stigninger på billetpriserne på landets museer.
Således fremgår det til eksempel, at kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har foretaget en eskalering af billetprisen fra 115 kr. i 2016 til 130 kr. i 2020. Jeg kan så supplere med, at billetprisen i dag er på 145 kr. Altså en stigning på mere end 25%.
Til sammenligning har man på Moesgaard Museum ved Aarhus foretaget en prisjustering fra 110 kr. i 2014 til 160 kr. i 2021, men her hører det med til historien, at Moesgaard har foretaget en væsentlig udbygning af museet, som muligvis legitimerer en så stor stigning.
I øvrigt synes det som om, at nyhedens interesse ved Moesgaard er faldet, da besøgstallet er gået noget ned de senere år. Fra 432.000 i 2016 til 357.000 i 2019 virker dog langt fra katastrofalt, og som bekendt bør besøgstal på alle typer museer i 2020 og 2021 sættes i perspektiv af en verdensomspændende pandemi.
Ironien i Søndag Aftens analyse viser, at der ikke er nogen synderlig sammenhængskraft i forhold til antallet af besøgende på museerne og billetprisen på entré, og det hører vel også med i beretningen, at adskillige gæster er gratister.
Således var det kun 16% af de adspurgte i en undersøgelse, der svarede, at de sjældent går på museum, fordi det er for dyrt. Så de, der ofte besøger landets museer, gør det uanset, hvad det koster.
Artiklen 'Prisparadokset på museerne' kan læses HER>
