Det er sjældent, at begivenheder inden for kunstverdenen når avisernes spalter på grund af skandaleværdien. Klassikerne er lort på dåse, rådnede grise og sværdragere i et antal blendere.
Men i løbet af 2021 indskrev endnu et idébaseret værk sig i rækken af kunstskandaler:
I forbindelse med udstillingen 'Work it Out' på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, havde konceptkunstneren Jens Haaning via et lån fået stillet ca. en halv million kroner til rådighed med henblik på at fremstille et værk, der skulle illustrere en gennemsnitlig årsløn for en faglært dansk lønmodtager.
Da museet modtog værket, fik man i stedet en tom ramme, hvor der tydeligt HAVDE befundet sig et antal kontanter; men de var imidlertid borte og kunstneren havde ændret konceptet og tituleret værket 'Take the money and run'...
Det gjorde han i bogstavelig forstand, og efterfølgende blev grebet the main case i omtalen af en udstilling, der ellers var både relevant og stærk i sit udtryk.
Her blev der pøset godt med materiale på rindalisternes mølle. Tag pengene og stik af, så er der garanti for omtale.
I løbet af 2021 fik en episode ved Det Kgl. Danske Kunstakademi tillige en del opmærksomhed - fortjent eller ej?
Et antal studerende og en ansat ved akademiet besluttede sig for at foretage en kunstnerisk event ved at smide en buste, som havde opholdt sig på akademiet i årevis, af Frederik d. 5. i havnen, da man mente, at kongen, som faktisk oprettede akademiet i sin tid, var den hovedskyldige i Danmarks rolle som kolonimagt i 1700-tallet.
Busten af kongen er produceret i det skrøbelige materiale gips og tog ret meget skade ved optrinet og hændelsen blev fordømt af adskillige kulturfolk, og i Berlingske kunne man læse, at busten af Frederik d. 5. var en "uvurderlig del af dansk historie", men det skulle senere vise sig, at der var tale om en temmelig værdiløs afstøbning af billedhuggeren Saly, som er kunstneren bag rytterstatuen af Frederik d. 5. på Amalienborg Slotsplads.
Historien blev blæst helt ud af proportioner og den kostede tidligere institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld hendes job.
I øvrigt fandt denne begivenhed sted efter et antal skandaler på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor der både har fundet sexisme og upassende optrin sted.
En del hoveder er rullet på den konto, og det er jo under alle omstændigheder noget, der skærper interessen for nationalakademiet. Der er ikke noget, der er skidt, uden det er godt for noget andet - og så finder jeg faktisk ud af, at begivenheden med busten i havnen allerede fandt sted i november 2020!!! Ak, ja... Tiden går alt for hurtig!
Jeg vender tilbage med flere opsigtsvækkende "skandaler" i kunstverdenen i 2021 på blog'en her senere.