Marie Nipper her fotograferet mens hun var overinspektør på ARoS
Mens jeg gik og socialiserede på kunstmessen Art Herning, erfarede jeg, at det bliver den nuværende direktør for Copenhagen Contemporary, Marie Nipper, der til august afløser Christian Gether som direktør for kunstmuseet Arken i Ishøj.
Netop Arken har i de seneste måneder været i mediernes søgelys på grund af et påstået kritisabelt arbejdsmiljø på museet, så en stor opgave, som desværre ikke er særlig kunstfagligt forankret, venter Marie Nipper.
Til gengæld føler jeg mig overbevist om, at hun i kraft af en stor erfaring hentet som overinspektør på ARoS og Artistic Director og Senior Curator på Tate Liverpool samt naturligvis stillingen på CC er i stand til at gøre Arken til et af landets virkelig interessante kunstmuseer.