søndag den 4. august 2024

'Noget Bedre' - slet ikke værst

 






















































I dagene fra d. 1. til d. 3. august investerede jeg lidt tid på musikfestivalen 'Noget Bedre' i Silkeborg.

Til min store overraskelse havde festivalen ved den lejlighed 10 års jubilæum, og jeg må sige, at det er en begivenhed, som inden for usædvanlige rammer har vist sig overlevelsesdygtig.

Det usædvanlige ved arrangementet består i, at entréen er fri, at man selv kan medbringe på området, hvad man har lyst til af drikkevarer og mad, at de optrædende optræder uden hyre samt at stemningen er intim og overordnet god.

Det sidste bør begribeligvis ses i, at der ikke marcherer diverse security-folk rundt og skaber en dårlig atmosfære.

Musikken bør kort og godt beskrives som alsidig. Her vil jeg ikke fremkomme med kritikpunkter på trods af, at jeg muligvis godt kunne se et mere naturligt flow i foretagendet, hvor man oplever dødsmetal afløst af stifærdig loungemusik - eller omvendt.

Hvad der imidlertid rører mig, er det store talent, der tydeligvis er til stede på musikscenen. Jeg kendte kun ganske få af de optrædendes navne i forvejen; men det bør være en tommelfingerregel fremover, at dette ikke bør holde en potentiel koncertgænger hjemme i sovesofaen.

Jeg nævner, at musikerne optræder gratis. Her har jeg måske en anke i relation til festivalens ellers ganske idealistiske platform; men man har valgt netop denne model med mange navne med en kort performancetid, hvilket er en form, der muligvis kunne justeres.

Det vil jeg imidlertid ikke blande mig i... Eller gjorde jeg ikke lige det her og nu?

Anyway: Tillykke til 'Noget Bedre' med jubilæet, og jeg håber, at de mange billeder, der ledsager dette blogindlæg giver et indtryk af stemningen og musikken i Indelukket i Silkeborg de første dage af august 2024.