»At lede HEART har været en drøm. Jeg ser tilbage på samarbejdet med museets bestyrelse og Herning Kommune med stor taknemmelighed. Jeg glæder mig til nye udfordringer«
Da Holger Reenberg i 2001 tiltrådte som direktør for det daværende Herning Kunstmuseum, var ambitionen klar.
Inden for en kort årrække skulle der placeres et nyt museum beliggende i Birk Centerpark og i 2009 kunne det nye kunstmuseum HEART åbne for publikum.
Med det nye museum skabte Holger Reenberg efter min ringe mening et kraftcenter for moderne kunst og samtidskunst i et område, som mange beskriver som ”ude på heden”.
Ikke mindst kunstfestivalen ’Socle du Monde’, som netop finder sted nu er en af Reenbergs helt vidunderlige idéer.
Nu er der netop indløbet en pressemeddelelse, der fortæller, at Holger Reenberg fratræder stillingen på museet pr. 1. maj 2025.
I samme pressemeddelelse kan man læse, at museets formidlingschef Anja Lemcke Stær pr. 1. november vil være konstitueret direktør for HEART, indtil en ny museumsdirektør er udpeget.