søndag den 15. februar 2026

'Sort er mere end blot sort' lige på trapperne

 

Opslag fra ’Sort er mere end blot sort’

Jeg har gennem efteråret og vinteren arbejdet på en publikation, som jeg forventer at udgive inden for ganske kort tid. 

’Sort er mere end blot sort’ har som undertitel ’En beretning om den sort-hvide radering som billedkunstnerisk metode’, og rummer dels mine egne oplevelser med radering som medie og den sort-hvide grafik i et mere historisk perspektiv. 

Bogen bliver udgivet som e-bog og jeg lover at lægge et link ud på blog'en her, når den er aktuel.

fredag den 13. februar 2026

Kirkeby - nu på Museum Jorn

 

Per Kirkeby: ’Blå stakit’, 1965. Olie og lakfarve på masonit (foto: Museum Jorn, Silkeborg)

For tiden kan man se en fremragende udstilling med malerier, skulpturer og grafiske arbejder af Per Kirkeby (1938-2018) på kunstmuseum Kunsten i Aalborg. 

Jeg har anmeldt denne udstilling til seks ud af seks stjerner på portalen KULTURINFORMATION. 

Til marts åbner Museum Jorn i Silkeborg en udstilling med Per Kirkeby, og denne udstilling har blot fået titlen ’Per Kirkeby’, og set i det perspektiv er det vanskeligt at udlede et kuratorisk grundlag for udstillingen. 

Jeg kunne dog forestille mig, at der vil være fokus på Kirkebys arkiv, som kunstnerens overdrog til Museum Jorn ganske kort tid, inden han døde i maj 2018. 

Den kommende udstilling på Museum Jorn kan ses i tidsrummet 20.marts-30. august 2026.

torsdag den 12. februar 2026

Basquiat og døden

 

Jean-Michel BasquiatUden titel (Bust), 1984 (foto: Courtesy of Colour Themes)

»Basquiat sender en energisk besked til os om, at vi skal dø en dag«


Dette korte citat er et uddrag af dagbladet Politikens anmeldelse af udstillingen ’Headstrong’ med værker primært på papir af den amerikanske legende Jean-Michel Basquiat, som kan ses og potentiel opleves på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. 


Basquiat døde som blot 27-årig i 1988, og således rammer citatet plet. 


Hvad det er forbundet med af oplevelser i udstillingen, agter jeg at finde ud af snarest, da jeg har planlagt en tur til Humlebæk. 


Udstillingen kan ses frem til d. 17. maj.

tirsdag den 10. februar 2026

Anmeldelse af ’Papirets hukommelse: Aftryk fra naturen’ på KunstCentret Silkeborg Bad publiceret

 

’Papirets hukommelse: Aftryk fra naturen’: Ravikumar Kashi: ’Meeting Point I’ - detalje, 2026. Installationsfoto… se flere billeder fra udstillingen HER>

For nylig kunne jeg her på siden berette om udstillingen, der er nævnt i overskriften og i mellemtiden har jeg forfattet en anmeldelse af udstillingen. 

Den kan nu læses på portalen KULTURINFORMATION HER>

mandag den 9. februar 2026

Begejstret museumsinspektør om 'Step Inside'

 

Jack Fridthjof har for ATVDenmark produceret et kort klip fra udstillingen 'Step Inside', der netop er åbnet på ARoS Aarhus Kunstmuseum, hvor en begejstret museumsinspektør Stinna Toft fortæller om udstillingen og de medvirkende.

Udstilling med papir som tema åbnet på KunstCentret Silkeborg Bad

’Papirets hukommelse: Aftryk fra naturen’: Ines Baumgart: ’Skyen / Cloud’. 2026. Affaldspapir. Installationsfoto… se flere billeder fra udstillingen HER>

Titlen på en nyåbnet udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad er ’Papirets hukommelse: Aftryk fra naturen’ og den viser værker af ikke færre end 100 kunstnere, hvilket afstedkommer et naturligvis ganske omfangsrigt projekt. 

Jeg er i fuld gang med at forfatte en anmeldelse, så der kommer meget mere om udstillingen, som kan ses frem til d. 25. maj, på et tidspunkt.
 

Reportage fra aktuel udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad

 

For nylig deltog jeg i åbningen af udstillingen 'Papirets hukommelse: Aftryk fra naturen' på KunstCentret Silkeborg Bad.

Aktuelt er jeg i gang med en anmeldelse af udstillingen, men TvFri har lavet reportagen, som kan ses herover, fra iscenesættelsen af udstillingen, der tæller ikke færre en 100 værker af 100 kunstnere.

søndag den 8. februar 2026

Anmeldelse af 'Step Inside' på ARoS publiceret

 

’Step Inside’: Udsnit af Pamela Rosenkranz’ installation ‘She Has No Mouth’… se flere billeder fra udstillingen HER>

Som jeg lovede Dem, kære læser af denne blog, har jeg forfattet en anmeldelse af udstillingen ’Step Inside’, som netop er åbnet på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingen bringer fire hjørner af den internationalt baserede samtidskunstverden i spil; men alt det kan De læse meget mere om i anmeldelsen, som kan findes HER>… 

Udstillingen kan i øvrigt ses frem til d. 9. august.

fredag den 6. februar 2026

'Step Inside' på ARoS

 



’Step Inside’, installationsfotos med værker af (fra oven) Pamela Rosenkranz, Laure Prouvost, Anicka Yi og Philippe Parrano

Jeg tog for nylig opfordringen ’Step Inside’ helt bogstaveligt, da jeg deltog i pressevisningen på udstillingen med samme navn på ARoS Aarhus Kunstmuseum. 

Fire internationalt anerkendte samtidskunstnere udfordrer ARoS’ Niveu 1 med lige så mange mere eller mindre besnærende installationer, som hver især på vidt forskellige måder inkluderer nye teknologier i udtrykket. 

Kodeordet bliver her mangfoldighed og hvordan det i et mere specifikt sceneri udfolder sig, er jeg i gang med at definere i en anmeldelse. 

Udstillingen kan ses frem til d. 9. august 2026.

tirsdag den 3. februar 2026

Prøvetryk

 

Uden titel (selvportræt). Løftegrund, akvatinte og koldnål på Zerkall kobbertrykpapir

Uden titel. Koldnål på Zerkall kobbertrykpapir

De to grafiske tryk, der kan ses herover, kan vel ikke ses – rent teknisk – at være i større indbyrdes afstand, end det er muligt for raderinger. 

Det øverste er udviklet ved hjælp af en metode, som jeg ikke har arbejdet særlig koncentreret med tidligere, nemlig den såkaldte løftegrundsteknik, eller sukkerakvatinte, som det også kaldes. 

Kobbertrykkeren Niels Borch Jensen gav mig et fif for nogle år siden, da jeg ikke rigtigt kunne få de løftegrundsmaterialer, jeg havde investeret i, til at fungere. 

Tricket er ganske enkelt at lave en ”grød” af kaffefløde og male motivet med den på pladen, hvorved det efterfølgende er muligt at påføre noget flydende hårdgrund og derefter placere pladen i vand, så kaffefløden så at sige ”løfter” hårdgrunden væk fra pladen og blotlægger de områder, der skal ætses. 

Følgende lægger man en akvatintegrund og ætser pladen. Det er bøvlet, men også spændende. 

Det nederste tryk er en simpel koldnålsradering.

Væsentligt Marie Krøyer-værk til Skagens Museum

 

Marie Krøyer: ’Moderglæde’, 1890. Olie på lærred (foto: Bukowskis)

Et maleri med titlen ’Moderglæde’ var i december under hammeren hos auktionshuset Bukowskis i Stockholm, og maleriet, som Marie Krøyer malede i Italien i 1890, er nu ved hjælp af en donation fra Ny Carlsbergfondet inkluderet i Skagens Museums samling, hvilket er bemærkelsesværdigt, da værket ramte en pris på hele 3,2 millioner svenske kroner, hvilket svarer til 2.241.500 d.kr. 


Maleriet, som ikke mindre bemærkelsesværdigt har været i privat eje i 80 år, var vurderet til mellem 1.000.000 og 1.500.000 svenske kroner.

mandag den 2. februar 2026

Træd indenfor - på ARoS

 

’Step Inside’: Anicka Yi: ’Each Branch Of Coral Hold Up The Light Of The Moon’, 2024. Videostill. (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

Anicka Yi (f. 1971), Philippe Parreno (f. 1964), Laure Prouvost (f. 1978) og Pamela Rosenkranz (f. 1979) udgør de fire kunstnere, der kan ses og formentlig opleves på ARoS i Aarhus i udstillingen ’Step Inside’, hvilket jeg har tænkt mig at gøre, når der er pressevisning på udstillingen, som åbner for publikum d. 6. februar, hvor der er fernisering på museet. 

»’Step Inside’ berører aktuelle temaer som klima, migration, økofeminisme, bioteknologi og relationen mellem menneske og maskine«. 

Det er altså aktuelle temaer i samfundet og på den politiske scene, der tages op i udstillingen, der kan ses frem til d. 9. august. 

Jeg leverer en anmeldelse, når tid er.

lørdag den 31. januar 2026

Stjerner til Basquiat

 





Basquiat – Headstrong’ – installationsfotos (fotos: Camilla Stephan/Louisiana Museum of Modern Art)

»Tilsyneladende er hovederne en udløber af Basquiats teenageår med graffiti i New York. De rummer nemlig klart ansatser til både kongekroner, glorier og tornekroner, men også til storbyens byplaner, rækværk og pigtråd. Man fornemmer en følelse af uro og opbrud«


Den amerikanske billedkunstner Jean-Michel Basquiat døde som blot 27-årig af en overdosis heroin i 1988. 


Han var en del af miljøet omkring den legendariske pop-kunstner Andy Warhol, og i dag sælges hans værker på auktioner for svimlende beløb. 


Citatet herover stammer fra Niels Lyksteds anmeldelse på KULTURINFORMATION af udstillingen ’Headstrong’ med værker af netop Basquiat, som nu kan ses på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. 


Lyksted tildeler udstillingen seks af seks mulige stjerner i sin anmeldelse af udstillingen, der kan ses frem til d. 17. maj 2026… læs anmeldelsen HER>

torsdag den 29. januar 2026

Krig på ord om Museum Jorn-bestyrelse

 

Museum Jorn viser for tiden udstillingen ’Livsangst’, hvorfra dette installationsfoto stammer.

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at studere lokalavisens debatsider. 

En af årsagerne er, at jeg føler mig ganske godt underholdt ved at studere diverse kværulanters skriblerier. 

En anden årsag er, at disse debatindlæg ikke er ”gemt” bag en betalingsmur, som ellers er kutyme på Midtjyllands Avis. 

Aktuelt sidder jeg og trækker vejret lidt tungt, da en person fra det kulturelle miljø i købstaden er blevet fornærmet over, at han ikke er blevet anmodet om medlemskab i Museum Jorns bestyrelse. 

Vedkommende er musiker og sanger, og antyder adskillige årsager til, at han ikke bliver bestyrelsesmedlem på museet. 

Bestyrelsens forperson har givet et klart politikersvar på musikerens antydninger, hvilket har givet musikeren mulighed for at give mere eller mindre kvalificerede svar på tiltale. 

Jeg tror ikke, at en anmodning gennem debatsider i en lokalavis er den rigtige måde at få plads i en museumsbestyrelse? Måske tager jeg fejl? 

Man kan følge diskussionen på mja.dk.

onsdag den 28. januar 2026

Jean-Michel Basquiat 'Headstrong' på Louisiana

 

Jean-Michel Basquiat: Uden titel, 1982. Oilstick  papir (foto: Courtesy of Colour Themes)

»Tilsammen fremstiller værkerne et mangefacetteret udvalg af menneskelige personligheder og følelser på tærsklen mellem synlighed og indre oplevelser«


Værkerne, der refereres til i citatet herover, er en serie arbejder primært på papir af den amerikanske legende Jean-Michel Basquiat, der levede et alt for kort liv og døde som blot 27-årig i 1988. 


Anledningen er en udstilling med titlen ’Headstrong’, der åbner på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk, hvor den kan ses i tidsrummet 30. januar-17. maj 2026.  

Anmeldelse af ’Form | Aftryk’ publiceret

 

’Form | Aftryk’: Gunnar Aagaard Andersen: ’Additiv farveblanding’, 1970’erne. Lysinstallation, mixed media… se flere billeder fra udstillingen HER>

Som det tidligere er fremgået på siden her, har jeg besøgt udstillingen ’Form | Aftryk’, som netop er åbnet på HEART Herning Museum of Modern Art. 

Jeg har forfattet en anmeldelse af udstillingen – og den kan læses HER>

søndag den 25. januar 2026

Kompleks samlerudstilling på HEART

 

’Smittet af bacillen’: Kristopher Raos: Uden titel, 2024: Mixed media… se flere billeder fra udstillingen HER>

Som skarpsindige iagttagere af denne blog vil vide vil vide, har jeg netop besøgt HEART Herning Museum of Contemporary Art, og her viser man for tiden en udstilling, som jeg muligvis har lidt svært ved at finde hoved og hale i. 

Udstillingen ’Smittet af bacillen’ refererer til Aage Damgaard, som, da han levede, var en uhelbredelig kunstsamler og sådanne findes stadig. Heldigvis! 

Den aktuelle udstilling er sammenfattet af værker fra museets samling i harmoni (eller disharmoni om De vil) med et antal værker fra private samlinger. 

Hvad jeg kan sige, er at ’Smittet af bacillen’ er præcis så kompleks, som man kunne forvente, når et hav af genrer skal fungere i en helhed, men rejs selv til Herning og tag tingene i øjesyn. 

Der er meget at se på!

fredag den 23. januar 2026

Abstraktion på HEART i Herning

 

’Form | Aftryk’: Gun Gordillo: ’LEVKA’, 1995. Neon

Udstillingen ’Form | Aftryk’ er netop åbnet på kunstmuseet HEART i Herning, og den belyser den abstrakte kunst med afsæt i to generationer, nemlig de to malere og konceptkunstnere Paul Gadegaard (1920-1996) og Gunnar Aagaard Andersen (1920-1982), der kan opleves i visuel dialog med Gun Gordillo (f. 1945) og Charlotte Brüel (f. 1945). 

Udstillingen kan ses i det meste af 2026 helt frem til d. 29. november. 

Jeg har besøgt udstillingen ved åbningen og er i gang med at forberede en anmeldelse, som kan læses på KULTURINFORMATION senere.

torsdag den 22. januar 2026

Simon Bangs 'Babylons Boulevarder' hos Galerie Moderne i Silkeborg

Installationsfotos fra Simon Bangs udstilling ’Babylons Boulevarder’ på Galerie Moderne i Silkeborg

Hvis man er rigtig skarp i sin iagttagelse, vil man muligvis finde det mærkværdigt, at jeg er ved at lægge sidste hånd på en anmeldelse af udstillingen ’Babylons Boulevarder’, som repræsenterer værker af maleren Simon Bang. 

Udstillingen finder sted på Galerie Moderne i Silkeborg, og den åbner faktisk først dagen efter, at disse linjer skrives. 

Jeg har imidlertid haft gode muligheder for at danne mig et indtryk af udstillingen, da jeg for det første har haft god tid til at studere udstillingens katalog og for det andet improviserede en uofficiel snigpremiere to dage, inden udstillingen åbner d. 24. januar. 

Da udstillingen allerede på daværende tidspunkt var fiks og færdig og fuldt disponeret, er det en smal sag at forfatte en anmeldelse, før den officielle åbning finder sted.

"Glemt" videooptagelse med William Kentridge

I 2016 opholdte jeg mig i Berlin i en måned og ved den lejlighed besøgte jeg kunstmuseet Gorpius Bau, som dengang blandt andet viste en udstilling, der indbefattede en videoinstallation af den sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955). 

Tilsyneladende havde jeg placeret mig i den halvtomme (uforståeligt) udstillingssal og sat mit kamera til at optage værket, som har titlen ’More Sweetly Play The Dance’ og som er et burlesk scenarium med en tilsyneladende endeløs række af personer, der spiller adskillige symbolske roller på de otte skærme, hvormed installationen eksponeres. 

Jeg havde faktisk glemt optagelsen, men den dukkede op på en hjemmeside, som jeg fandt, da jeg søgte på raderinger af Kentridge i forbindelse med en bog, som jeg er ved at forfatte med titlen ’Sort er ikke blot sort’, og som tema har den sort-hvide radering som billedkunstnerisk metode.
 

onsdag den 21. januar 2026

2026 i gråt og hvidt

 




Det er vel ikke så usædvanligt, på trods af meldinger om klimaforandringer, at begyndelsen på et nyt år er vinterlig. 

Således har januar 2026 budt på sne, frost og gråvejr. 

Det er måske mere gråt i gråt end hvidt i hvidt på de blyantsskitser, jeg har lavet her i januar? 

Sådan ser verden så nogenlunde ud her i Det Jyske Søhøjland, hvor jeg residerer.

The Beatles hos Bruun Ramussen

 

Denne sjældne amerikanske udgivelse af The Beatles’ ’Yesterday And Today’ er vurderet til 6.000-8.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Især hvis der kan indregnes en sjældenhedsfaktor i varerne, er The Beatles naturligvis altid interessante som auktionstema. 

I resten af januar kan man således byde på adskillige lots, der refererer til ”The Fab Four” hos auktionshuset Bruun Rasmussen. 

Det drejer sig primært om singleplader, EP’er og LP’er med bandet og dets medlemmer. 

Varerne kan ses i auktionshusets filial i Aarhus, og man kan byde online indtil d. 2. februar.

mandag den 19. januar 2026

Det nutidige Sønderho

 

Kom ikke og påstå, at man ikke kan male solnedgange på Fanø, som jeg gjorde i Sønderho i 2014: ’Fanø XII’. Akvarel og oliepastel (udsnit)

»Det der med at Sønderho i dén grad gerne vil bevare den der identitet som et gammelt sted, men alligevel har en SuperBrugs, der reklamerer med, at de alle ugens dage har åbnet fra 8 til 17.30, som et eller andet sted signalerer noget meget nutidigt – det synes jeg, er lidt sjovt. Det er måske bare mig?«


Der bliver udtalt mange besynderlige ting i DR-serien ’Kunstnerkolonien’, der har bragt seks kunstnere til Fanø. 


Citatet herover er udtalt af Peter Land, og han har faktisk ret i det ironiske i, at netop Sønderho, som sagtens kan fremstå som lidt af et frilandsmuseum, i høj grad har fulgt med tiden. 


Jeg har nappet citatet fra Episode 3 af serien, hvor de seks kunstnere skildrer Fanø på adskillige måder alt efter temperament, køn og alder.

søndag den 18. januar 2026

"Mystiske" universer på Kunsten

 

Sisters Hope: ’Fruition’. Billedet er lige så gådefuldt som Kunstens formidling af udstillingen (foto: Diana Lindhardt)

»Udstillingen byder indenfor i et totalt forandret Kunsten – ind i Sisters Hopes univers. Her møder de mystiske genstande fra Sisters Hopes univers samt kunstværker fra Kunstens samling«


Kunsten Museum og Modern Art i Aalborg har på det seneste foretaget alternative kurateringer af museets samling, og snart åbner en ny udstilling, hvor performance- og kunstgruppen Sisters Hope har udfordret Kunstens samling. 


Udstillingen finder sted fra d. 5. februar til d. 18. oktober 2026, og kodeordet må vel være, som det optræder i citatet fra Kunstens formidling herover: ”Mystisk”. 


Jeg får formentlig udstillingen at se på et tidspunkt.

fredag den 16. januar 2026

Ny, langvarig, udstilling på HEART i Herning

 

Da der ikke – endnu – er formidlet billedmateriale til den kommende udstilling på HEART, illustrerer jeg med et smukt sommerbillede af museet (foto: HEART Herning Museum of Contemporary Art)

»Udstillingen undersøger de kunstneriske aftryk, der udvikler sig over tid og opstår mellem generationer. Den bringer kunstnernes tanker om materialernes egne fortællinger, et universelt og demokratisk formspil i spil, og aktualiserer dermed HEARTs samling af den konkrete kunst«


I forlængelse af denne akademiske formidling, kan jeg blot konstatere, at kunstmuseet HEART i Herning d. 23. januar åbner udstillingen ’Form | Aftryk’, hvor nye kunstværker i museets samling går i dialog med konstruktivistiske værker, som har befundet sig i HEARTs samling i årevis. 


De deltagende kunstnere er Gun Gordillo, Gunnar Aagaard Andersen, Charlotte Brüel og Paul Gadegaard. 


Jeg har tilmeldt mig åbningen af udstillingen, som kan frem til d. 29. november 2026. 


Dermed indskriver den svagt formidlede udstilling sig i en række af usædvanligt langvarige udstillinger på HEART.

torsdag den 15. januar 2026

Gerda Thune Andersen 1932-2026

 

Gerda Thune Andersen (foto: Lars Gundersen)

For nylig forfattede jeg en anmeldelse af bogen ’Livtag’, som er et portræt af billedhuggeren Gerda Thune Andersen skrevet af professor og billedkunstner Erik Steffensen. 

I dag indløb beskeden om, at Gerda Thune Andersen er død 93 år gammel. 

Således nåede bogen heldigvis at blive udgivet, inden billedhuggerens død.

Simon Bang på Galerie Moderne

 

Simon Bang: ’Vi skal se gader som er dine’, 2025. Akryl på lærred. 100 x 150 cm. Gengivelse fra udstillingskataloget (foto: Bjørn Pierri Enevoldsen)

Gennem den senere tid har Simon Bang (f. 1960) i sin egenskab af maler været udstillet på Galerie Moderne i Silkeborg; men fra d. 24. januar og frem til d. 28. februar kan man i galleriet opleve kunstneren i soloudstillingen ’Babylons Boulevarder’, og når jeg antyder Bangs rolle som maler, bunder dette i, at jeg blev ret forpustet, da jeg erfarede, hvor mange kreative roller, kunstneren har spillet på diverse kulturelle og visuelle scener. 

Han har således fungeret som filminstruktør, grafisk designer og illustrator, men det er som maler, man snart kan opleve ham i Silkeborg. 

Jeg påregner at forfatte en anmeldelse af udstillingen til webportalen KULTURINFORMATION. 

Hermed meget mere om udstillingen senere.

tirsdag den 13. januar 2026

Sidste skitser fra 2025

 


Der var lige to ”telefonskitser” tilbage i mappen over opklæbede tegninger. 

De udgør samtidigt de sidste af de skitser/tegninger, jeg har udført i 2025, som er et år, jeg hermed siger endegyldigt farvel til. 

Måske godt det samme?

mandag den 12. januar 2026

Glemt og gemt maleri frem i lyset på Randers Kunstmuseum

 

Arild Rosenkrantz: ’War’, 1908. Olie på lærred. 137,5 x 91,8 cm (foto: Rudi Hass)

Arild Rosenkrantz: 'The Pool of Sin', 1900. Olie på lærred. 250 x 60 cm. Før en omfattende restaurering (foto: Rudi Hass)

»Maleriet forestiller otte nøgne unge mennesker, der synes at svæve op af eller ned under en vandoverflade. Stemningen balancerer mellem forfald og forløsning. Motivet trækker på både kristen ikonografi, klassisk kunst og mytologiske forestillinger om vand som overgang, renselse og symbol på underbevidsthedens dyb«


Således kan man blandt andet læse i Randers Kunstmuseums pressemeddelelse om et specifikt værk af maleren Arild Rosenkrantz (1870-1964). 


Således er det lykkedes museet at finde frem til en ret hemmeligholdt kunstner, og udgangspunktet er fundet af et maleri med titlen ’The Pool of Sin’, som har ligget hengemt på Rosenholm Slot i Hornslet, men nu er værket dukket op og indgår i udstillingen ’At male det usynlige – Arild Rosenkrantz’, der ledsages af værker af et antal samtidskunstnere, der således går i nutidig dialog med Rosenkrantz


Udstillingen kan ses på Randers Kunstmuseum i tidsrummet 16. januar-6. april.


søndag den 11. januar 2026

Der må leges, erkendes og sanses

 




Installationsfotos fra Anna Borgmans udstilling ’Endless Game’ i Kunstpakhuset i Ikast

»Leg er en særlig måde at erkende verden på. En måde, hvor vi ikke bare bevæger os fra A til B, men prøver os frem, gentager, fejler, omfortolker. Hvor tiden ikke er spildtid, men et mellemrum fyldt med opmærksomhed, sansning og åbenhed. Og det er præcis den form for mellemrum, Anna Borgmans udstilling ’Endless Game’ åbner«


Ordene blev fremsat af kunsthistorikeren og forfatteren Tom Hermansen, da han åbnede udstillingen med den nævnte titel ’Endless Game’ med installationer af den i Berlin bosiddende kunstner Anna Borgman


Legen spiller en egen rolle i udstillingen, der finder sted i Kunstpakhuset i Ikast, og man kan umiddelbart antyde legen i en subtil sammenhæng, da de store og farvestærke skulpturelle installationer, der fylder rummene, ikke øjeblikkeligt lader sig afkode. 


Udstillingen kan ses i det fine udstillingssted i Ikast frem til d. 8. marts.

lørdag den 10. januar 2026

Art Herning i polarkulde

 

Et af de gallerier, der repræsenterer en god kvalitet på Art Herning er Galleri Tom Christoffersen fra København – her med et maleri af Ahmad Siyar Quasimi: ’På den anden side’. Olie på lærred. 75 x 50 cm.

For nylig kunne jeg her på blog'en fortælle, at Art Herning i 2026-udgaven har flyttet begivenheden fra det centrale Herning til Messecentret langt ude på heden, og det greb behøver man for så vidt ikke at tage fremadrettet, og det begrunder jeg med, at man samtidigt har flyttet tidspunktet, kunstmessen foregår, hvor den i skrivende stund finder sted i begyndelsen af januar. 

Jeg var tæt på at fryse røven af helvede til i polarkulden, da jeg skulle begive mig fra trinbrættet ved Messecentret over til lokaliteten. 

Til gengæld fungerer Messecentret udmærket som vært for begivenheden, og jeg dyrkede da også en del socialisering på stedet under mit besøg. 

Om de sindssvagt mange kunstværker, der var udstillet, har jeg ikke så meget at sige. Gedigen kunst og dilettanteri optrådte nærmest side om side.

onsdag den 7. januar 2026

Anmeldelse af bog om cykelsport publiceret

 

Titlen ’Dagene farer bort som cykelryttere over bjergene’ er inspireret af en digtsamling af den amerikanske forfatter Charles Bukowski, og bogen forfattet af Bastian Emil Goldschmidt handler i al sin enkelthed om cykelløb i nutidig og historisk forstand. 

Jeg har skrevet en anmeldelse af publikationen, og den kan læses HER>

Over en halv million betalende gæster på ARoS i 2025

 

’Step Inside’: Laure Prouvost: ’Every Sunday, Grand Ma’, 2022. Videostill. (foto: Antoine van Kaam)

Når et nyt år oprinder, er det ikke usædvanligt, at udstillingsinstitutionerne leverer besøgstal for det år, der er gået. 

Således har ARoS i Aarhus netop publiceret antallet af betalende gæster for 2025: 556.084 løste billet til kunstmuseets udstillinger, men dette bør ses i lyset af, at 93.000 personer derudover brugte museets butik og café. 

ARoS holder et stabilt besøgstal på lige godt en halv million gæster på årsplan. 

I øvrigt åbner museet en ny gruppeudstilling med titlen ’Step Inside’i begyndelsen af februar og den udstilling vender jeg naturligvis tilbage til, når den er aktuel.

mandag den 5. januar 2026

Art Herning rykker

 

Galerie MøllerWitt er repræsenteret på Art Herning blandt andet med dette værk af Søren Martinsen. Det refererer til krigen i Ukraine og har titlen ’Ascension’, er malet i 2025 og er udført i olie på lærred. Størrelse: 150 x 180 cm. (foto: Galerie MøllerWitt)  

Jeg tror såmænd ikke, at kunstmessen Art Herning rykker specielt meget rent kunstnerisk, men begivenheden her i 2026 rykker fra Kongrescentret i det centrale Herning ud til Messecentret, og ikke blot rykker man lokaliteten, men også tidspunktet, hvor man afholder arrangementet. 

Hvor det normalt ligger sidst i januar, har man valgt næsten at gøre det til en nytårsbegivenhed, således at den finder sted i weekenden 9.-11. januar, og jeg havde egentlig overvejet at springe Art Herning over i år, men måske dukker jeg op alligevel? 

Jeg ved, at gode, solide aktører inden for den seriøse andel af gallerier vil være til stede.

Fra København til hovedlandet

 

Fotografi fra SMK Thy fra dengang jeg/vi besøgte museet i sommeren 2025… læs min reportage fra museet på KULTURINFORMATION HER>

»Som en, der bor midt i hovedlandet og langt fra København, kipper jeg med flaget for at de kulturinstitutioner, der gør en indsats for at komme til folk og som ikke blot regner med, at folk kommer til dem«


Ordene er fremsat af tidligere museumsdirektør for Den Gamle By i Aarhus, Thomas Bloch Ravn, som i dag fungerer som kommentator på portalen Kulturmonitor, og i en del af et indlæg under rubrikken ’Det er et sundhedstegn, at flere københavnermuseer kommer ud i landet’, fremhæver Bloch Ravn Statens Museum for Kunsts filial SMK Thy, som jeg/vi besøgte i sommer. 


Jeg håber blot, at kulturpersonlighedens rosende indlæg vedrørende det fine museum ved Dueodde Købmandsgård i Thy, kunne betyde, at museet ville holde åbent hele året og ikke blot fungere som et sæsonmuseum.