Det sker sådan cirka hvert andet år, at Midtjyllands Avis tager planerne om et ny Museum Jorn på en central plads i Silkeborg op i avisens spalter. Det sker nu igen.
Denne gang er det dog ikke en central beliggenhed, der er temaet, men derimod en ny idé, der er opstået som følge af behovet for at skabe mere nutidige rammer om museets samling.
I artiklen i avisen nævnes en placering på Jehovas Vidners tidligere stævneplads ved Gødvad godt og vel grundigt langt borte fra Silkeborg Midtby.
Jeg troede, det var løgn, da jeg læste nyheden på avisens hjemmeside, og fluks – det sker sjældent – investerede jeg i printudgaven af avisen, og den var god nok.
Man vil bruge et år på at finde ud af, om det er muligt at flytte Museum Jorn ud til en poesiforladt og forblæst lokalitet langt væk fra alting.
Jeg kan kun sige til de ansvarlige: »Kom nu til fornuft, og brug energien på at finde ud af, hvordan det eksisterende museum kan udbygges og forbedres. Det må da (undskyld mig) for fanden kunne lade sig gøre?«
Egentlig er idéen kun god, hvis den skal repræsentere tanken om en yderligere kulturel udsultning af Silkeborg Sydby.
Held og lykke!

