For et par år siden skrev jeg et indlæg til kulturmagasinet ’Søndag Aften’ under overskriften Censur på retur. Her prøvede jeg at beskrive de censurerede udstillingers rolle på den aktuelle kunstscene. Netop nu finder Kunstnernes Påskeudstilling sted i Århus Kunstbygning – og KPs 2009-udgave har afstedkommet en ret interessant debat på kunstportalen KUNSTEN.NU, hvor dels udstillere og repræsentanter fra KP – herunder en enkelt censor – diskuterer årets udstilling.
Det er som om, der i de senere år har været en ret tidstypisk tendens til at censorerne bringer deres egen rolle i fokus og dermed promoverer sig selv med KP som fundament, frem for at lade udstillerne være det primære omdrejningspunkt. Personligt mener jeg, at når censorerne har udført deres mission, bør de holde sig væk og lade være med at stille op til censor-talks og lignende. Langt mere relevant ville det være, at få de debuterende kunstnere frem på banen – og høre om deres bevæggrunde for at lave de ting, de gør. Naturligvis kunne det være interessant, at høre nogle relevante ord om udgangspunktet for, hvorfor udstillingen ser ud som den gør; men det har jo været et evigt tilbagevendende problem for netop KP, hvor man igen og igen har oplevet rodede og usammenhængende ophængninger. Man kunne forledes til at antage, at man har foretaget en disponering med afsæt i de værker, som udvalget har haft størst tillid til, ville kunne klare sig individuelt – og derefter har stået med et overskudslager af kunst, som så efterfølgende blot er placeret på den væg, der var til overs.
KP 09 er anmeldt i KUNSTEN.NU og her påpeger én af censorerne Svend-Allan Sørensen "Udstillingen er et flig af et samfundsbilledet. Vi vil ikke fremhæve de enkelte kunstnere, men se værkerne i en helhed”. Anmelderen er begejstret for netop denne udtalelse; men den er i min optik fuldstændigt forfejlet. Dog må man sige, at det ofte netop er sådan, de censurerede udstillinger har fungeret. Ikke på de udstillende kunstneres betingelser; men på institutionernes.
Det er som om, der i de senere år har været en ret tidstypisk tendens til at censorerne bringer deres egen rolle i fokus og dermed promoverer sig selv med KP som fundament, frem for at lade udstillerne være det primære omdrejningspunkt. Personligt mener jeg, at når censorerne har udført deres mission, bør de holde sig væk og lade være med at stille op til censor-talks og lignende. Langt mere relevant ville det være, at få de debuterende kunstnere frem på banen – og høre om deres bevæggrunde for at lave de ting, de gør. Naturligvis kunne det være interessant, at høre nogle relevante ord om udgangspunktet for, hvorfor udstillingen ser ud som den gør; men det har jo været et evigt tilbagevendende problem for netop KP, hvor man igen og igen har oplevet rodede og usammenhængende ophængninger. Man kunne forledes til at antage, at man har foretaget en disponering med afsæt i de værker, som udvalget har haft størst tillid til, ville kunne klare sig individuelt – og derefter har stået med et overskudslager af kunst, som så efterfølgende blot er placeret på den væg, der var til overs.
KP 09 er anmeldt i KUNSTEN.NU og her påpeger én af censorerne Svend-Allan Sørensen "Udstillingen er et flig af et samfundsbilledet. Vi vil ikke fremhæve de enkelte kunstnere, men se værkerne i en helhed”. Anmelderen er begejstret for netop denne udtalelse; men den er i min optik fuldstændigt forfejlet. Dog må man sige, at det ofte netop er sådan, de censurerede udstillinger har fungeret. Ikke på de udstillende kunstneres betingelser; men på institutionernes.
