lørdag den 12. juni 2010

Sigmar Polke 1941-2010


Det forlyder, at den tyske billedkunstner Sigmar Polke er død, 69 år gammel. Polke var en af de første europæiske kunstnere, der for alvor havde held med at forene pop-kunstnen, som var et arkeamerikansk fænomen, med en europæisk tradition. I begyndelsen af 60’erne arbejdede han med raste-teknikken i sine værker. Dvs. raster, som man kender den fra fx. avisfotos.

Han har også imponeret kunstkritikere og publikum gennem næsten fire årtier ved vedvarende at eksperimentere med en stor spændvidde af stilarter og motivindhold og ved at benytte sig af vidt forskellige materialer og metoder.

Polkes værker findes i nogle af verdens betydeligste kunstsamlinger, såsom Museum of Modern Art, New York, Tate Modern, London, The Paul Getty Museum i Los Angeles, og Metropolitan Musum of Art. Herhjemme er Polke repræsenteret af Galleri Bo Bjerggaard i København.

torsdag den 10. juni 2010

Is it me for a moment, version 3


For nogle år siden, afholdte jeg nogle udstillinger, som havde til fælles, at de fandt sted i ikke-kunstrelaterede lokaliteter. Den første blev afholdt i Brabrand Sognegård og den anden i kulturhuset InSide i Hammel.

Disse udstillinger havde begge titlen ’Is it me for a moment?’. Titlen skulle tages bogstaveligt, idet den stillede spørgsmålet vedrørende min egen kunstneriske praksis i de pågældende perioder.

Nu har jeg fået mulighed for at lave tredje version af ’Is it me for a moment?’ og den kommer til at finde sted i Herning – nærmere bestemt på Team Teatret, som er beliggende i Hernings centrum lige over for Kongrescentret på Østergade.

Jeg er blevet inviteret af Kunstforeningen for Herning og Omegn – og netop Herning har haft en vis betydning for mig i det seneste års tid, da jeg har været tilknyttet som underviser på Herning Billedskole. Også derfor glæder jeg mig til at vise mine værker i Herning. Udstillingen åbner den 23. september, hvor der samtidigt er efterårsjævndøgn.

Statement


Peter Martensens værker har i de seneste mange år været befolket af personer iklædt hvide skjorter, hvilket jeg beskrev i en omtale af én af Martensens udstillinger hos Galerie MøllerWitt i Århus for et par år siden.

De hvidklædte skikkelser er stadig et tema hos kunstneren og stadig i en overvejende fortællende form; men at motivkredsen hos Peter Martensen trods alt er bredere forankret viser maleriet herover. En regulær ”moonie” har titlen ’Statement’ – og dét er såmænd svært nok at argumentere imod. Bill Michael Linde har anmeldt Martensens seneste udstilling hos MøllerWitt på portalen Kunsten.nu – og her hedder det bl.a. ”Netop dette værk giver udstillingen et forunderligt og befriende løft, selv om det ikke kommer med nogen fornuftig løsning. Hans Statement konstaterer blot den mere irrationelle side af kunsten og livet, som er ligeså larmende tavs som røven, der afbildes”.

Peter Martensens udstilling ’The Wonder of Absence’ hos MøllerWitt kan opleves frem til den 30. juni.

lørdag den 5. juni 2010

Maleriske lækkerier


I strålende solskin åbnede udstillingen ’Painterly Delight’ Grundlovsdag på KunstCentret Silkeborg Bad. Det er en kunstnerisk dialog mellem kunstnere fra Sverige og Danmark. Udstillingen er blandt andet blevet til på initiativ af den unge danske kunstner Ditte Ejlerskov – og primært viser den værker af kunstnere fra Ejlerskovs generation, som generelt er fra 70’erne og 80’erne.

Samme dag åbnede en udstilling, som jeg som silkeborgenser vil kalde en tur op og ned ad "Memory Lane". Maleren Kurt Heegaard Jakobsen har de sidste mange år malet billeder fra Silkeborg, og kunstneren, der netop er fyldt 70, har sin baggrund i den klassiske danske modernisme. Giersing og Hjort Nielsen har ikke levet forgæves og Heegaards udstilling har fået titlen ’Et andet perspektiv’ – og den kan ses i Badets vestfløj, som normalt er forbeholdt grafik.

Om tre måneder bliver grafikken et tema igen i disse lokaler, da en anden lokal kunstner viser ikke færre end 93 grafiske arbejder i rummene. Han navn er Lars Svanholm; men MEGET mere om dét, når tiden er inde.

VM i bold

Nu varer det ikke så længe. Snart fløjtes åbningskampen i gang i Sydafrika, og i den anledning har jeg netop fået opdateret lidt historik om VM gennem tiderne.

Der er naturligvis de øjeblikke, man husker uden historiebøgernes hjælp. F.eks. kan jeg tydeligt huske, da jeg sad oppe midt om natten og så Danmark gennembanke Uruguay i 1986 på det lille 14” TV, som stadig er i funktion på husstanden. Og netop Uruguay spillede en stor rolle, da det allerførste VM fandt sted, netop i – Uruguay.

Værtslandet vandt også trofæet ved at besejre Argentina i finalen; men hvad der er nok så interessant er den første officielle VM-plakat, som blev designet af den uruguayanske billedkunstner Guillermo Laborde (1886-1940), som i sit udtryk var stærkt påvirket af den samtidige Adolphe Mouron Cassandre (1901-1968). Faktisk havde Laborde sit kunstneriske afsæt i en form for post-impressionistisk maleri; men som plakatkunstner fandt han altså, også, inspirationen fra Europa.

tirsdag den 1. juni 2010

Endnu en ny udstilling på Silkeborg Bad

Jeg har netop fået kataloget til udstillingen ’Painterly Delight’, som er et fælles dansk/svensk projekt, hvor yngre kunstnere fra de to lande sætter hinanden visuelt stævne inden for primært maleriet. Jeg havde lige mulighed for at iagttage ophængningen ude på Badet – og det tegner lovende, må jeg sige.

Blandt de danske kunstnere, som jeg har et vist kendskab til, optræder Ida Kvetny, som jeg tidligere har beskrevet i forbindelse med udstillinger hos Charlotte Fogh i Århus. Blandt andre kunstnere, hvis værker, jeg har stiftet bekendtskab med, er Asbjørn Havsteen-Mikkelsen og Mie Olise Kjærgaard. Derudover kan man opleve værker af et fint segment af kunstnere fra Sverige og Danmark.

TILSTÅELSE!!!

Nå, hr. Kunstskribent! Hvad har De at sige til Deres forsvar? Ups, ja… Den var værre – og der er ikke så meget at sige, bortset fra, at jeg ikke altid er lige god til at læse de tekster, der følger med, når man skal navigere rundt i samtidskunstens utallige udtryk.

I forbindelse med udstillingen ’Indian Highway’ På kunstmuseet HEART i Herning benævnte jeg i min reportage i den sidste Kunstavis Bharti Kher’s skulptur som ”store menneskehjerte i glasfiber”.

Værket har titlen ’An Absence of Assignable Cause’ og består, som jeg ganske rigtigt anfører af et hjerte i glasfiber; men der er ikke tale om et overdimensioneret menneskehjerte. Derimod er der taget udgangspunkt i et hvalhjerte i størrelsesforholdet 1:1. Og hvordan har jeg så fundet ud af dét? Jo… Såmænd ved at nærlæse udstillingens katalog (med norsk tekst); men det har jeg først gjort længe efter, jeg skrev min egen tekst – så hvad jeg har gjort mig skyldig i, er at tolke værket ud fra min intuition – eller den første indskydelse.

Jeg tilstår betingelsesløst!!!!