lørdag den 5. juni 2010

Maleriske lækkerier


I strålende solskin åbnede udstillingen ’Painterly Delight’ Grundlovsdag på KunstCentret Silkeborg Bad. Det er en kunstnerisk dialog mellem kunstnere fra Sverige og Danmark. Udstillingen er blandt andet blevet til på initiativ af den unge danske kunstner Ditte Ejlerskov – og primært viser den værker af kunstnere fra Ejlerskovs generation, som generelt er fra 70’erne og 80’erne.

Samme dag åbnede en udstilling, som jeg som silkeborgenser vil kalde en tur op og ned ad "Memory Lane". Maleren Kurt Heegaard Jakobsen har de sidste mange år malet billeder fra Silkeborg, og kunstneren, der netop er fyldt 70, har sin baggrund i den klassiske danske modernisme. Giersing og Hjort Nielsen har ikke levet forgæves og Heegaards udstilling har fået titlen ’Et andet perspektiv’ – og den kan ses i Badets vestfløj, som normalt er forbeholdt grafik.

Om tre måneder bliver grafikken et tema igen i disse lokaler, da en anden lokal kunstner viser ikke færre end 93 grafiske arbejder i rummene. Han navn er Lars Svanholm; men MEGET mere om dét, når tiden er inde.