tirsdag den 26. oktober 2010

Afvejning af værker

”Indimellem holdt kunstskribenten små oplysende ”foredrag”. Eksempelvis da tre bronze-skulpturer kom til bedømmelse. ”Når man får noget foræret fra et materiale, som for eksempel bronze, så skal man også som kunstner give noget igen – og helst lidt mere, end man får – og her er der givet for lidt,” forklarede Svanholm”.

Kim Kristensen fra Herning Folkeblad var på besøg under den åbne censurering i Kunstpakhuset i Ikast. I sin artikel i Folkebladet citerer han fra udtalelserne, som jeg og mine medcensorer, billedkunstner Linda Bjørnskov og gallerist Camilla Rohde, fremsatte under censureringen.

Udstillingen InSide 2010 åbner, som jeg tidligere har nævnt på denne side, den 30. oktober. Her vil blive udnævnt udstillingens bedste værk samt et værk, der fortjener, hvad man fra organisationen kalder ”hædrende omtale”. Vi har allerede udpeget de to arbejder; men spændingen bliver først udløst under åbningen.

søndag den 24. oktober 2010

Evaluering


Jeg fik en enkelt tilkendegivelse fra en afvist kunstner i forbindelse med censureringen af udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast. Kunstneren, der var blevet afvist i første runde uden synderlige kommentarer til sit værk var indigneret over dén måde, udvælgelsen foregik på – og set i dét lys, kan man naturligvis stille nogle spørgsmål: Er det rigtigt at foretage en offentlig censurering? Er det i det hele taget relevant at lave censurerede udstillinger uden for de statsanerkendte institutioner?

Man kan selvfølgelig ikke forbyde kunstforeninger at foretage offentlige censureringer af dén karakter. Det er så op til de indbudte, potentielle censorer, at tage et opgør vedr. om de i det hele taget finder det hensigtsmæssigt at være med i en sådan forestilling.

Det er naturligvis væsentligt at finde et passende balancepunkt mellem ren og seriøs bedømmelse af kunstværker og det showmæssige, der godt kan give arrangementet et mere ”X-factor-agtigt” udtryk.

Jeg føler dog ikke, at jeg har sat min integritet på højkant i forbindelse med InSide 2010 – og det er heller ikke min oplevelse at mine medcensorer, Camilla Rohde fra Rohde Contemporary i København og billedkunstneren Linda Bjørnskov, har gjort det.

Under alle omstændigheder ser jeg frem til at se udstillingen i sin fulde udstrækning, når den åbner 30. oktober.

Censur uden sure miner




Jeg havde frygtet for censureringen af udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast. Især, fordi bedømmelsesprocessen var offentlig. Man kunne godt forestille sig nogle mishagsytringer fra de kunstnere, der blev afvist; men må sige, at min frygt var ubegrundet. Der var ingen surhed at fornemme hos publikum, som var mødt mere end talstærkt op i Kunstpakhuset.

Dette afstedkom, at varmen i lokalerne på et tidspunkt nærmede sig et subtropisk niveau. Alligevel lykkedes det mig og mine to sympatiske og dybt kompetente medcensorer – Camilla Rohde Madsen, gallerist og Linda Bjørnskov, billedkunstner – at holde hovedet koldt, og foretage en, synes jeg, kvalificeret censurering.

Overordnet set, var oplevelsen god, og det skyldtes ikke mindst det administrative og logistiske arbejde som holdet bag udstillingen udførte med en stor energi og entusiasme. Samtidigt var det en fornøjelse at samarbejde med Camilla og Linda; og vi var faktisk i langt overvejende grad enige i de disponeringer, vi var hyret til at foretage.

Jeg glæder mig til at se den færdige udstilling på lørdag den 30. oktober kl. 13 i Kunstpakhuset. Min rolle er ikke udspillet med censureringen. Jeg har lovet at afholde åbningstalen på ferniseringsdagen.



torsdag den 21. oktober 2010

Svensk og dansk i Vestergade

Det er Vestergade i Århus, der er tale om. Nærmere bestemt Galerie MøllerWitt. Her udstiller for tiden Astrid Sylwan og Martha Kramær i en svensk/dansk konstellation. Billedet er en gengivelse af et maleri af Sylwan med titlen ’Overlap’.

mandag den 18. oktober 2010

Værkstedskatten Sputnik (1992-2010)

Der bliver tomt på værkstedet fremover. Huskatten Sputnik sov stille ind hos dyrlægen tidligere i dag efter 18 års koncentreret forkælelse her på husstanden. Hvor mange gange er jeg ikke faldet over katten under udførelse af diverse kunstneriske udfoldelser? Det har jeg ikke tal på...

Med fare for at skabe sig fjender


Selv om det er mange år siden, kan jeg udmærket huske, hvad jeg synes om de bedømmere, der var med til at afvise mig på de censurerede udstillinger. Især i Århusforetagendet Kunstnernes Påskeudstilling sad der efter min mening adskillige, der ikke ejede for fem øre fornemmelse for, hvad god kunst var.

Heldigvis ændrede det sig siden; men dengang, og for den sags skyld indtil for nyligt, besad jeg en dagklar sikkerhed om, at jeg aldrig selv ville komme i den lidet misundelsesværdige situation selv at komme til at spille rollen som censor i forbindelse med en kunstudstilling. Nu er det til gengæld en kendsgerning!

Lørdag den 23. oktober er jeg det dumme svin, der sammen med to andre – billedkunstneren Linda Bjørnskov og galleristen Camilla Rohde fra Rohde Contemporary i København – skal frasortere og antage et antal værker af kunstnere fra det midtjyske område i forbindelse med udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast.

Jeg håber ikke de fjendskaber, jeg måtte tilegne mig i dén forbindelse, bliver permanente. Faktisk ser jeg frem til, at få en masse kunst at se, som oser af engagement og lyst til at eksperimentere.

Hvis de kriterier er opfyldt, er der en forholdsvist rimelig chance for at værkerne finder vej til væggene i den fine udstillingsbygning, der ligger klods op ad jernbanesporet ved Ikast Station. Og for ikke det skal være løgn, har jeg indvilget i at holde åbningstalen til InSide 2010 ved ferniseringen, der finder sted lørdag den 30. oktober kl. 13. Billedet foroven til højre er taget i Kunstpakhuset ved en tidligere lejlighed under ferniseringen af en udstilling med værker af billedkunstnerne Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen.

InSide 2010 kan ses frem til den 21. november.

onsdag den 13. oktober 2010

Den alsidige

”Malerierne nærmest sprang ud fra væggene. De klæbede sig fast på nethinden! Ord og bogstaver. Fantastiske farver. Grafiske motiver! Ikke så sært for Lars Svanholm er jo også en særdeles dygtig grafiker”.

I det nye nummer af Kunstavisen har Brynhild Eriksen lavet en reportage fra Det Kreative Værksted F 12 i Herning, som markerede åbningen med en udstilling af mine malerier. Denne udstilling supplerer en udstilling, som jeg har på TeamTeatret blot et stenkast fra F12. Man kan vist roligt sige, at Brynhild Eriksen i sin beskrivelse har meget fokus på mine arbejder.

Overskriften ’Den alsidige Lars Svanholm’ er meget sigende i forhold til teksten, som slutter med ”Forhåbentligt er det ikke sidste gang, vi får besøg af Lars Svanholm i Herning”.