En rejse til "the middle of nowhere"

Installation af Janet Cardiff og George Bures Miller, som kan opleves på ARoS til vinter (pressefoto: ARoS

Et tiltag, som jeg værdsætter højt, er ARoS' nye blog, som kan findes på museets hjemmeside. Her fortæller museets ansatte om diverse aktuelle og - i dette tilfælde - fremtidige udstillinger. 

Senere i år kan man således opleve en udstilling med parret Janet Cardiff og George Bures Miller. Hvad denne udstilling handler om, skal jeg med glæde berette om her på siden, når den åbner 6. december. 

I mellemtiden har udstillingens kurator Maria Kappel Blegvad dog været på besøg hos Cardiff og Miller i den lille by Grindrod i Canada, og jeg har selv besøgt byen på Google Earth. 

Jeg overdriver ikke, når jeg betegner byen som beliggende"in the middle of nowhere"... 

Nolde og nazismen

Emil Nolde: 'Herbstmeer VII', 1910, olie på lærred, 60 x 70 cm. © Nolde Stiftung Seebüll (pressefoto: Louisiana)

"Ved nazisternes magtovertagelse var der en vis forvirring om ideologiens kulturpolitik. Mange kunstinteresserede nazister som Goebbels var faktisk begejstrede for Nolde og andre ekspressionister - det er jo en sjæleligt dramatisk og koloristisk form for maleri - men det synspunkt vandt ikke frem, og fra midten 1930'erne begyndte nazisterne at fjerne 17.000 værker fra tyske kunstmuseer. Af dem bar 1.000 Noldes signatur"

Som tidligere nævnt her på blog'en er der netop åbnet en omfattende, retrospektiv udstilling på Louisiana med værker af Emil Nolde. 

I sin anmeldelse i Berlingske beskæftiger Torben Weirup sig meget naturligt med Noldes flirt med nazismen, som kunstneren besad visse sympatier for. 

Om det var af karrierefremmende årsager, at Nolde gav udtryk for disse holdninger, er svært at sige? Måske besad han en naiv tro på, at nationalsocialismen var fremtidens verdensorden? 

Sådan gik det heldigvis ikke - og mindet om Emil Nolde (1867-1956) må leve med denne skygge over kunstnerens person. 

Weirup giver fem ud af seks stjerner til Nolde-udstillingen.

Ny rektor på Kunstakademiet

Samtidskunst handler - hvis man skal tro, hvad man hører - mere om strategier og netværkeri, end egentlig kunstnerisk udfoldelse og metodebearbejdelse. 

Derfor må det siges at være naturligt, at stillingen som rektor for Det Kgl. Kunstakademis Billedskoler nu overtages af den nuværende leder for Museet for Samtidskunst i Roskilde, Sanne Kofod Olsen. 

Hvad dét indebærer, kan jeg naturligvis have mine meninger om; men der har været lidt "stille" om, hvem, der skulle bestyre posten, efter at den tidligere rektor, Mikkel Bogh, under stor bevågenhed fik stillingen som direktør for Statens Museum for Kunst. 

Der har været en del diskussion om kønskvoteringen i det danske kunstliv i den senere tid, så i dét perspektiv, må kulturfeministerne være tilfredse med valget af Kofod Olsen. 

Personligt håber jeg, hun er valgt til embedet, fordi man har fundet hende bedst egnet, og hun er ikke helt ukendt med rollen, da hun i perioden fra 2005 til 2009 bestred stillingen som rektor for Det Fynske Kunstakdemi.

99 lerkar i skoven

Hvis man er kondiløber eller blot stille og roligt spadserer sig en tur i skoven ved KunstCentret Silkeborg Bad, skal man ikke blive alt for overrasket, hvis man ser 99 keramiske arbejder, der er brændt under forskellige temperaturer - og dermed fremstår med lige så forskellige overflader. 

Der er mening med galskaben, da der er tale om et projekt med den indviklede titel 'Ingen kan træde ud i den samme flod to gange - 99 lerkar til Heraklit'. 

Den græske filosof Heraklit var netop personen, der udviklede tanken om, at alting er under stadig forandring, og dette har inspireret keramikeren Lise Seier Petersen (f. 1952) til sit projekt, hvor de 99 lerkar er underlagt naturens luner. 

Over tid vil de keramiske arbejder nedbrydes og et af kunstnerens ønsker er, at vandstanden stiger på et tidspunkt i den nærliggende Ørnsø, og dermed bringer de 99 værker rundt i Silkeborgsøerne.

Den sammensatte Nolde

Emil Nolde: 'Mohn', udateret, akvarel på japanpapir, 333 x 459 mm., © Nolde Stiftung Seebüll (pressefoto: Louisiana)

"Nolde var en sammensat person, der dyrkede det simple. Han erklærede, at han aldrig - bortset fra Bibelen - havde læst en bog til ende, og han yndede at fremstille sig selv som en rå og udannet bonde, men ikke desto mindre var han meget velorienteret, og han bad i 1924 den avantgardistiske arkitekt Mies van der Rohe om at designe et hus til ham i Berlinerforstaden Zehlendorff. Nolde var langt mere sofistikeret end det billede af ham selv, han gerne ville videregive. Han kendte til selviscenesættelsens mange facetter og til livets utallige paradokser"

Emil Nolde er som bekendt ikke den eneste kunstner i historien, der har besiddet selvmodsigende billeder af sin personlighed; men dette perspektiv er kun ét af de mange, som Weekendavisens kunstanmelder Ole Nørlyng berører i sin anmeldelse af den aktuelle udstilling med netop Nolde på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. 

Udstillingen er netop åbnet, og den kan ses frem til d. 19. oktober.

Uredt seng solgt for en formue

Det er nok de færreste, der vil betale 20 millioner danske kroner for en uredt seng omgivet af brugte preservativer, tomme vodkaflasker, nylonstrømper samt diverse andre mere eller mindre odiøse objekter. 

Men når sengen har tilhørt en af de mest toneangivende samtidskunstnere på den britiske scene, Tracey Emin, er det faktisk prisen, én eller anden har været villig til at betale på en auktion i London for nyligt. Installationen blev opkøbt af den stenrige kunstsamler Charles Saatchi for 14 år siden - og nu er den altså røget videre i systemet. 

Hvem køberen er, meldte historien i første omgang ikke noget om; men ifølge dagbladet Politiken drejer det sig om Jay Jopling - grundlæggeren af White Cube Gallery med hovedkvarter i London.

En "nyere" teknik

"Aquatinten eller tonætsningen er en teknik af nyere dato, opfundet i 1768 af franskmanden Jean Baptiste le Prince, medens stregætsningen, som vi kender og bruger den, opstod i begyndelsen af det 16. århundrede"

Sådan kan man læse i bogen 'Den sort-hvide grafik', som er en samling af skrifter og artikler af maleren og grafikeren Aksel Jørgensen (1883-1957), som i en årrække fungerede som professor ved Det Kgl. Kunstakademi i København. 

At Jørgensen betegner en metode opfundet i 1768 som "af nyere dato", kan måske begrundes i, at teksten er forfattet for omkring 60 år siden; men selv midt i 1900-tallet skulle man næsten 200 år tilbage i tiden for at finde akvatintens ophav. 

Det er lidt fascinerende, at opleve akvatinte-ætsningen som en ældgammel teknik, der stadig er relevant blandt kunstnere - og det nye tryk, som kan ses gengivet herover, er netop en akvatinteætsning udført i dag på værkstedet. 

Noget tyder på, at det bliver en "grafik-sommer"...