"Nolde var en sammensat person, der dyrkede det simple. Han erklærede, at han aldrig - bortset fra Bibelen - havde læst en bog til ende, og han yndede at fremstille sig selv som en rå og udannet bonde, men ikke desto mindre var han meget velorienteret, og han bad i 1924 den avantgardistiske arkitekt Mies van der Rohe om at designe et hus til ham i Berlinerforstaden Zehlendorff. Nolde var langt mere sofistikeret end det billede af ham selv, han gerne ville videregive. Han kendte til selviscenesættelsens mange facetter og til livets utallige paradokser"
Emil Nolde er som bekendt ikke den eneste kunstner i historien, der har besiddet selvmodsigende billeder af sin personlighed; men dette perspektiv er kun ét af de mange, som Weekendavisens kunstanmelder Ole Nørlyng berører i sin anmeldelse af den aktuelle udstilling med netop Nolde på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
Udstillingen er netop åbnet, og den kan ses frem til d. 19. oktober.