Kunstpakhuset fejrer 10 års fødselsdag med opera og artist talk

Det er ikke alle veje, der fører til Kunstpakhuset. Det burde Ikast-Brande Kommune gøre noget ved

Jeg kan godt blive en anelse indigneret på udstillingsstedet Kunstpakhusets vegne, når jeg erfarer, at Ikast-Brande ikke finder det væsentligt at opsætte skilte, der viser vej til den lidt afsides liggende udstillingsinstitution. 

I forbindelse med Kunstpakhusets 10 års fødselsdag havde man valgt at ironisere over problematikken i kraft af, at man har delt et antal skilte ud som modtagerne kunne placere, hvor de fandt det relevant. 

Blandt deltagerne blev der så - som en afslutning på fejringen af fødselsdagsarrangementet i pakhuset - trukket lod om en præmie bestående af en skulptur af billedhuggeren Jens Chr. Jensen. 

Desværre skulle jeg nå en togafgang, og derfor nåede jeg ikke den begivenhed, da jeg deltog i arrangementet; men jeg nåede da at opleve to fantastiske operasangere give den på alle tangenter med bl.a. Puccinis 'Vissi d'Arte' fra 'Tosca'. 

Efterfølgende stod den på artist talk med to af kunstnerne - plus en moderator - fra den aktuelle udstilling i Kunstpakhuset. 

'Efterkommere' tager udgangspunkt i eneboeren og hedeopdyrkeren Johanne Rist, der på et tidspunkt forlod en tryg tilværelse i hovedstaden for at slå sig ned i, hvad der dengang må betegnes som "ingenting". I samme område finder man i dag byen Herning med forsteder. 

Det er der kommet en ret blandet udstilling ud af; men den vil jeg ikke gå så meget i dybden med. 

Jeg kunne dog ikke lade være med at reagere på, at den mandlige moderator definerede udstillingen (udviklet af otte kvindelige kunstnere) som et "feministisk" projekt! Den slags polarisering er noget pjat, mener jeg.

To hjerter i Politiken til Monet og impressionisterne

"Jeg elsker Monet...

...Fordi hans billeder som få har haft indflydelse på, at mange overhovedet har haft en opfattelse af, hvad kunst er. Impressionismen er kunst med stort K, og Monet personificerer denne periode. Desuden er den maleriske gestus - selve penselstrøget - tydelig i Monets værker.

Jeg hader Monet...

...Fordi han gang på gang bliver spændt for museernes blockbustervogn. Han er så nem at hive op af hatten, når man skal have en udstilling, der kan trække lange køer. Det er som at booke Rolling Stones til Orange Scene: Ja, det virker, men vi har set det alt for tit"

Man må sige at Politikens kunstanmelder Mathias Kryger fungerer som en modpol til min anmeldelse af udstillingen 'Monet - Lost in Translation' på ARoS i et konkurrerende dagblad. 

Kryger vælger - relevant nok - at fokusere på udstillingens iscenesættelse og et forskningsmæssigt manglende incitament med henblik på, at man har bygget udstillingen op, som man har. 

Jeg må nok sige, at to hjerter, på trods af diverse kritikpunkter, er lige i underkanten; men stjerne-, hjerte- og kokkehuesystemet kan ofte være en besynderlig størrelse, og Mathias Kryger slutter sin anmeldelse af med denne bredside mod udstillingen: "Hvis impressionisternes værker på den første impressionistudstilling i 1874 var kontroversielle, er det kontroversielle ved 'Monet - Lost in Translation' den alt for teatralske og effektjagende iscenesættelse. Om ikke andet er det den, der stjæler al opmærksomheden". 

Det sidste er jeg ikke 100% enig med Politikens anmelder i. Måske fordi mine fokuspunkter ligger andre steder i udstillingen? 

Jeg gav som bekendt seks stjerner i Jyllands-Posten. 

Fem stjerner i Stiften til Monet og Co.

'Monet - Lost in Translation': Alfred Sisley: 'Saint-Mammes, la Croix-Blanche', 1884

"Individuelt set er jernbanemiljøet, the black box og venteværelset spændende idéer, der leger med vores perception og forventning til oplevelsen af værkerne. Men sammenhængen mellem disse tableauer, er ikke altid lige stærk, og man sidder med en fornemmelse af at kuratorerne har haft svært ved at skære fra i forsøget på at ramme alle. Risikoen er naturligvis at en udstilling kommer til at handle mere om formidling og iscenesættelse, end værkernes egen iboende kraft"

Aarhus Stiftstidendes kunstanmelder Christian Salling var hurtig til at forlade pressemødet ved udstillingen 'Monet - Lost in Traslation' på kunstmuseet ARoS i Aarhus forleden dag. 

Til gengæld var hans anmeldelse allerede at læse i avisen dagen før, udstillingen åbner for det almindelige publikum. Det er ret godt gået! 

I sin fem-stjernede anmeldelse har Salling visse kritikpunkter i forhold til museets iscenesættelse af udstillingen, der som bekendt sætter et nyt fokus på de impressionistiske malere i Frankrig i slutningen 1800-tallet. 

Det bør være soleklart, at man i dag hele tiden må evaluere på, hvordan man sætter kunstudstillinger op; men i forhold til den aktuelle, finder jeg nu at tingene balancerer ganske udmærket. 

Jeg har afsendt min egen anmeldelse til redaktionen af Jyllands-Posten.

Impressionisme på ARoS

Jeg har tidligere her på blog'en beskrevet mine forventninger til udstillingen 'Monet - Lost in Translation' på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Jeg er såmænd ikke et sekund i tvivl om, at disse forventninger er blevet indfriet - så godt og vel endda - efter jeg har haft mulighed for at foretage et preview på udstillingen. 

Der er ganske enkelt tale om en sensationel præsentation af Claude Monet og ikke mindst et kvalificeret udvalg af hans samtidige kollegaer på den franske kunstscene i de sidste år af 1800-tallet og de første af det efterfølgende århundrede. 

Corot, Courbet, Diaz de la Peña, Rousseau, Boudin, Pissaro, Degas, Sisley, Morisot, Guillaumin, Renoir og Gauguin udgør sammen med Monet udstillingens kunstnere. 

Monet er klart den mest repræsenterede, og det må siges at være fair, da han på flere niveauer viser, at han - trods det, at han er blevet skamredet af fabrikanter af souvenirs - måske er den mest banebrydende af samtlige kunstnere, der kan betegnes som impressionister. 

Udstillingen er fremragende, og den kan ses helt frem til d. 10. januar 2016.

Nu falmer skoven

I løbet af den næste måned vil træernes blade blive brune, røde og gule - altså hvad maleren Erik Hoppe kaldte "papegøjefarver". 

Det må jeg jo leve med, selv om efteråret ikke ligefrem er min favorit årstid. 

Til gengæld smider træerne bladene, og det glæder jeg mig til. Bladløse træer kan give nogle fine grafiske effekter, og disse vil jeg da drage fordel af, når tiden er inde.

Blyantstegninger

Sådan en blyantstegning rummer såmænd ikke meget farve; men til gengæld er blyanten faktisk et glimrende redskab til at tage med sig i tasken sammen med tegneblokken. 

Tegningerne herover er netop blevet produceret mellem traveture ved Almind Sø og Ørnsø - to af Silkeborgsøerne.

Tillykke til Kunstpakhuset

I 10 år har man kunnet se billedkunst i et nedlagt pakhus ved Ikast Station. D. 9. oktober fejrer udstillingsstedet Kunstpakhuset 10 års fødselsdag. 

Stort tillykke skal det lyde herfra til Kunstpakhuset.