"Jeg elsker Monet...
...Fordi hans
billeder som få har haft indflydelse på, at mange overhovedet har haft en
opfattelse af, hvad kunst er. Impressionismen er kunst med stort K, og Monet personificerer
denne periode. Desuden er den maleriske gestus - selve penselstrøget - tydelig
i Monets værker.
Jeg hader Monet...
...Fordi han
gang på gang bliver spændt for museernes blockbustervogn. Han er så nem at hive
op af hatten, når man skal have en udstilling, der kan trække lange køer. Det
er som at booke Rolling Stones til Orange Scene: Ja, det virker, men vi har set
det alt for tit"
Kryger vælger - relevant nok - at fokusere på udstillingens iscenesættelse og et forskningsmæssigt manglende incitament med henblik på, at man har bygget udstillingen op, som man har.
Jeg må nok sige, at to hjerter, på trods af diverse kritikpunkter, er lige i underkanten; men stjerne-, hjerte- og kokkehuesystemet kan ofte være en besynderlig størrelse, og Mathias Kryger slutter sin anmeldelse af med denne bredside mod udstillingen: "Hvis impressionisternes værker på den første impressionistudstilling i 1874 var kontroversielle, er det kontroversielle ved 'Monet - Lost in Translation' den alt for teatralske og effektjagende iscenesættelse. Om ikke andet er det den, der stjæler al opmærksomheden".
Det sidste er jeg ikke 100% enig med Politikens anmelder i. Måske fordi mine fokuspunkter ligger andre steder i udstillingen?
Jeg gav som bekendt seks stjerner i Jyllands-Posten.
