Zinkhvidt skyld i afskalninger

"Da amerikanske konservatorer for få år siden har bevist, at zinkhvidt har en skadelig virkning på malerier, er det vores hypotese, at det zinkhvide pigment, som gav det smukkeste blå lys, er Krøyers akilleshæl - og en af grundene til at hans malerier går i opløsning"

P.S. Krøyer er som bekendt berømmet for sine malerier fra Skagen - og især hans værker med motiver fra Skagen Nordstrand er blevet legendariske. 

Nu viser det sig imidlertid, at den smukke blå farve på disse malerier er udviklet ved hjælp af zinkhvidt, hvor det tidligere var almindeligt at bruge blyhvid pigment. 

Det er nu påvist, at zinkhvidt har en uheldig egenskab i kraft af, at farven er skyld i afskalninger på lærrederne - og denne problematik har blandt andet ramt det herover afbillede maleri fra 1899, som viser kunstneren og hans hustru på Skagen Strand. 

Citatet herover stammer fra en artikel i dagbladet Politiken, hvor Torben Benner har interviewet Cecil Krarup Andersen, adjunkt ved Kunstakademiets Konservatorskole, om zinkhvidts uheldige egenskaber. 

Hvilken hvid oliefarve, jeg selv bruger??? Zinkhvidt!

Berlin-gallerist forærer hus væk

Contemporary Fine Art Gallery i hjertet af Berlin har til huse i en bygning (billedet), tegnet af den verdensberømte arkitekt David Chipperfield, og huset ligger i umiddelbar nærhed af byens museumsø, som rummer nogle af Berlins mest væsentlige museer. 

Nu har husets ejer, galleristen Heiner Bastian imidlertid besluttet at skænke ejendommen til Cultural Heritage Foundation, som fører tilsyn med den mange museer i området. 

Planen er, at man vil indrette huset som formidlings- og undervisningscenter i relation til museerne. 

Man regner med, at der åbnes for offentligheden sidst i 2017 eller i begyndelsen af 2018. 

Huset er opført i 2007, og har som nævnt hidtil rummet CFA Gallery, som blandt andre med mellemrum viser værker af danske Tal R.

Forceret og visuel poesi

Alex la Corte, '50 Wigs', installationsfoto (foto: HEART/Lior Zilberstein)

 "Alex da Cortes ophobninger af genstande vidner om en forkærlighed for materiel overflod, der virker lige dele ironisk spottende og oprigtig. På en af udstillingens vægge bugner hylderne af genstande placeret efter en tilsyneladende egen logik. Med en ophobning af genstande - Beuys-værker fundet i HEARTs samling, Warhol-relikvier og Wonderbaums fra den lokale tankstation - skaber da Corte en slags forceret visuel poesi. Det er små scener til film, der ikke udspiller sig, et teater af genstande, der forskyder og forstærker hinandens formelle træk, men som hele tiden også spiller en anden rolle end den rent funktionelle"

Hvor meget forceret visuel poesi, der optræder i Alex da Cortes værker på udstillingen '50 Wigs', der for tiden kan ses på kunstmuseet HEART i Herning, vil jeg ikke komme nærmere ind på; men det er under alle omstændigheder et af de elementer, som Louise Steiwer har valgt at fremhæve i sin kritik, som kan læses på kunstportalen Kunstkritikk.dk. 

Under overskriften 'Objekter der skuffer' giver hun et udmærket bud på, hvad meningen med da Cortes paralleludstilling med Andy Warhol går ud på - altså hvis man kan se nogle poetiske egenskaber ved discokugler, plastikskrammel og diverse former for emballage. 

Ikke desto mindre er Warhol/da Corte-udstillingerne på HEART klart anbefalelsesværdige.

Bowie's kunstsamling under hammeren

Titelløst værk af Jean-Michel Basquiat fra 1984 (pressefoto: Sotheby's)

Det kan vel dårligt undre nogen, at David Bowie, som døde lige efter nytår 2016, var en person, der besad en stor og væsentlig samling af kunst og design. 

Hvis man skal remse kunstnere op, som befinder sig i denne samling, bør man nok udgive en særudgave af denne blogside. 

Derfor vil jeg blot fremhæve Jean-Michel Basquiat som én af de kunstnere, der var repræsenteret i Bowie's samling, og årsagen til dét, er at Bowie splillede rollen som Andy Warhol i filmen om Basquiat for en del år tilbage. 

Basquiat og Warhol havde et tæt samarbejde, inden Basquiat døde døde i 1980 som blot 27-årig. 

Bowie's kunstsamling kommer nu under hammeren hos auktionshuset Sotheby's og auktionen vil ifølge The Art Newspaper finde sted hos Sotheby's i London d. 10. og 11. november. 

Inden da kan samlingen ses i Sotheby's filialer i Los Angeles, New York og Hong Kong, inden den vises fra d. 1. til d. 10. november i London. 

Skulle man være på de kanter, var det måske en begivenhed, der var værd at studere nærmere.

Landskabet i Vestsjælland

Der er måske ikke så meget, der er bemærkelsesværdigt ved landskabet, der grænser sig op til motorvejen i retning øst/vest på Sjælland; men når man alligevel blot er placeret på et bussæde med retning mod Jylland efter nogle dage i hovedstaden, kan man jo lige så godt sætte sig til at lave nogle streger i en tegneblok. 

Lokaliteterne skulle fremgå af tegningerne. Alt er med forbehold og i øvrigt skabt i et improvisatorisk forløb. 

Sådan en bus bevæger sig som bekendt!

CC på Papirøen

Forkortelser er ofte nødvendige, hvis f.eks. navnet på et udstillingssted er meget snørklet og indviklet. 

Af samme årsag har man valgt blot at bruge bogstavet C i en dobbeltform på facaden af det forholdsvist nye - og desværre - midlertidige udstillingssted Copenhagen Contemporary i det revitaliserede område Papirøen i København. Her har i mange år været placeret et gigantisk papirlager, som har givet lokaliteten sit navn. 

Dette industribyggeri rummer ikke blot i sig selv en stor historisk autenticitet. Bygningen er faktisk overraskende velegnet som udstillingsted i kraft af rummenes storhed og iboende autonomi. 

Jeg talte med CC's eksterne kommunikationsmedarbejder under mit besøg på stedet for nyligt, og han var faktisk ikke helt klar over, hvordan den fjernere fremtid ser ud for institutionen - blot at der er tale om et lejemål, der udløber ved udgangen af 2017. 

Så vidt vides er der planlagt opførelse af boliger som erstatning for det fine miljø, der kendetegner området. 

I mellemtiden kan man glæde sig over et udstillingssted, der aktuelt viser udstillinger af islandske Ragnar Kjartansson (video), amerikanske Bruce Naumann (video/installation) og den syrede tyske teknofreak Carsten Nicolai, der viser nogle ret fantastiske installationer med lys og grafiske enheder som virkemidler. 

Især den mere end 30 meter lange lyd- og lysinstallation 'Undisplay' (det lille billede) gjorde et vist indtryk på denne blogredaktør. 

Carsten Nicolai er født i 1965 og er samtidigt kendt under navnet Alva Noto, som beskæftiger sig med lydperformances. 

Udstillingen med Nicolai er netop blevet forlænget fra 2. oktober til 22. oktober, hvor der afsluttes med en stor finissage, hvor Alva Noto vil være til stede med noget electronica.

Kunst ved S-banen

Sonja Lillebæk Christensen: 'Kragemænd (Psykopomper)', 2016. Tapet af forstørret akvarel

Sydhavn Station er blot én af mange S-togstationer i København, og her er der naturligvis en vis trafik af mennesker hver eneste dag. 

Af samme årsag kan det virke ret indlysende at indrette et udstillingssted ved lokaliteten. Dette er et af landets mange kunstnerstyrede udstillingssteder, og Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen er to af de kunstnere, der er tilknyttet udstillingsstedet. 

Deres aktuelle udstilling tager såmænd udgangspunkt i en fiktiv dialog, som de to har foretaget under spadsereturer i området omkring Valbyparken i Sydhavnen. Jeg besøgte udstillingen for nyligt, og det var faktisk interessant. 

Gengivelsen herover er en forstørrelse af en akvarel, som Sonja Lillebæk Christensen har foretaget, og udgangspunktet er to mænd, som hver dag går med deres hund i området - som Lillebæk Christensen og Schmidt-Rasmussen i øvrigt også gør. 

Udstillingens titel 'Double Fantasy' bringer for øvrigt mindelser frem vedrørende John Lennon og Yoko Onos album med samme titel. Det blev udgivet kort før Lennons død i 1980.