For ikke så forfærdeligt mange år siden blev en dansk, surrealistisk kunstmaler sat i spjældet, fordi han i sit motivvalg gik imod småborgerlighedens kritererier vedr. hvilke emner, man kunne beskæftige sig med som billedkunstner. Wilhelm Freddie blev beskyldt for at være pornografisk og hans udstillinger blev lukket og værkerne beslaglagt af Politiet.
Senere blev alt jo som bekendt anderledes. Censuren på billedpornografi blev ophævet og – og man kunne vel sige at den visuelle ytringsfrihed var total? Naturligvis har dette afstedkommet, at sex og de kødelige elemeneter i menneskets eksistens har kunnet bruges frit af kunstens udøvere samt af repræsentanter for institutioner, der benytter visuelle virkemidler i udøvelsen af deres erhverv.
Et dansk undertøjsfirma har lanceret en reklamekampagne, der bruger firmaets produkt i en kontekst, der rummer klare seksuelle undertoner. Nu er sex jo et fænomen, som tilsyneladende er kommet for at blive og undertøjet er klart noget, der associerer til netop dette emne. Det er vel ikke så unaturligt?
Men, men, men. Uha! Reklamen er kvindeundertrykkende! Ét af billederne viser således en sygeplejerske i en ret udfordrende attitude. Så bliver sygeplejeskerne sure – eller dybt paranoide, måske nærmere? Med andre ord: Man må ikke skabe en tanke, der forbinder en sygeplejeske med undertøj – og da slet ikke sex! ”Billedet er med til at fastholde sygeplejesker og kvinder i det hele taget i en primitiv rolle som sexobjekter”. Således udtaler næstformanden i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg.
De to største danske fagforbund HK og 3F støtter en boycot mod det omtalte undertøjsfirma, som man tilsyneladende mener, har overskredet en etisk grænse. Firmaet skulle angiveligt have fjernet de pågældende reklamer og dette må vel tilfredsstille de to fagforbunds repræsentanter.
Man kan mene om disse reklamer, hvad man vil. Personligt finder jeg dem ikke værre – og langtfra bedre end hvad man kan opleve som billboards på siderne af landets bybusser; men en ting, der er skræmmende er at fagbevægelsen, som skulle være en garant for at man kan ytre sig frit – også i billedform – går ind og sætter et så markant og dybt kritisabelt aftryk på, hvordan en virksomhed kan reklamere for sine produkter.
At nogle feministiske elementer i samfundet finder disse reklamer anstødelige, er langt fra overraskende – og disse har naturligvis ret til at tilkendegive deres holdninger; men at en række fagforbund går til ombudsmanden for at få reklamerne fjernet er efter denne skribents mening et rendyrket angreb på den visuelle ytringsfrihed. Som medlem af 3F kan jeg kun tage betingelsesløst afstand fra denne form for berufsverbot, som jeg troede var noget, der hørte en kold og svunden tid til.
Senere blev alt jo som bekendt anderledes. Censuren på billedpornografi blev ophævet og – og man kunne vel sige at den visuelle ytringsfrihed var total? Naturligvis har dette afstedkommet, at sex og de kødelige elemeneter i menneskets eksistens har kunnet bruges frit af kunstens udøvere samt af repræsentanter for institutioner, der benytter visuelle virkemidler i udøvelsen af deres erhverv.
Et dansk undertøjsfirma har lanceret en reklamekampagne, der bruger firmaets produkt i en kontekst, der rummer klare seksuelle undertoner. Nu er sex jo et fænomen, som tilsyneladende er kommet for at blive og undertøjet er klart noget, der associerer til netop dette emne. Det er vel ikke så unaturligt?
Men, men, men. Uha! Reklamen er kvindeundertrykkende! Ét af billederne viser således en sygeplejerske i en ret udfordrende attitude. Så bliver sygeplejeskerne sure – eller dybt paranoide, måske nærmere? Med andre ord: Man må ikke skabe en tanke, der forbinder en sygeplejeske med undertøj – og da slet ikke sex! ”Billedet er med til at fastholde sygeplejesker og kvinder i det hele taget i en primitiv rolle som sexobjekter”. Således udtaler næstformanden i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg.
De to største danske fagforbund HK og 3F støtter en boycot mod det omtalte undertøjsfirma, som man tilsyneladende mener, har overskredet en etisk grænse. Firmaet skulle angiveligt have fjernet de pågældende reklamer og dette må vel tilfredsstille de to fagforbunds repræsentanter.
Man kan mene om disse reklamer, hvad man vil. Personligt finder jeg dem ikke værre – og langtfra bedre end hvad man kan opleve som billboards på siderne af landets bybusser; men en ting, der er skræmmende er at fagbevægelsen, som skulle være en garant for at man kan ytre sig frit – også i billedform – går ind og sætter et så markant og dybt kritisabelt aftryk på, hvordan en virksomhed kan reklamere for sine produkter.
At nogle feministiske elementer i samfundet finder disse reklamer anstødelige, er langt fra overraskende – og disse har naturligvis ret til at tilkendegive deres holdninger; men at en række fagforbund går til ombudsmanden for at få reklamerne fjernet er efter denne skribents mening et rendyrket angreb på den visuelle ytringsfrihed. Som medlem af 3F kan jeg kun tage betingelsesløst afstand fra denne form for berufsverbot, som jeg troede var noget, der hørte en kold og svunden tid til.
