Fascinationen af bogstaver har altid været der. Jeg finder det temmelig interessant, at man ved at kombinere mindre end 30 tegn kan skabe ord og betydninger, der anskueliggør de mest komplicerede teorier og tankegange. Samtidigt kan man frembringe de allermest primitive og afstumpede meddelelser ved hjælp af de samme symboler.
Jeg ved egentligt ikke, hvorfor jeg for ganske nyligt begyndte at indoperere ord og tal i mine kompositioner; men det har i al fald haft dén effekt, at jeg nu besidder noget konkret at bygge det rum, som altid har interesseret mig, op omkring. Akkurat som jeg helt tidligt i mit kunstneriske forløb brugte papkasserne. Disse stod dog helt klart og utvetydigt på billedfladerne. I forhold til den abstraktion, jeg i dag tilstræber, bliver disse bogstaver – og ord – i langt højere grad værktøjer, som jeg opbygger en komposition ud fra.
Næste step bliver at få disse forsøg til at fungere i større sammenhænge. Oliemaleriet er i den forbindelse en helt indlysende mulighed; men det vender jeg tilbage med på et senere tidspunkt.