KunstCentret Silkeborg Bad. Så længe, jeg er i stand til at nævne stedet, ligger det mildt sagt på grænsen mellem by og skov. Vejen derud til fods bør i princippet foregå i gummistøvler og ikke, som jeg valgte, på denne grå, men milde januardag, i en klassisk popstøvle.
Det lykkedes mig at undgå at glide i den fugtige skovbund. Hvordan, er ikke helt gået op for mig; men jeg har utvivlsomt slæbt noget smadder med mig ind i Kurbygningen, hvor billedhuggerens organiske bronzer går i overraskende harmonisk spænd med de kontrastfyldte sort-hvide landskabsfotografier. Opstillingen i den imponerende panoramasal, hvor kunsten lever i et konstant forhold til årstidernes skiften ud over en i dag blygrå Ørnsø, fungerer knapt så overbvisende. De mandshøje figurer med iltmaskerne virker mere som en idé end som en nødvendighed.
En udstilling med kontemporært møbeldesign rammer mig i enkeltstående tilfælde på min humoristiske sans. I andre tilfælde rammer den mig overhovedet ikke. Konceptudstillingen ’Sideshow’ gør intet ved mig. Den gør således ingen skade; men den gavner heller ikke. Skulle man sige noget, kunne det være, at den bringer væg-til-væg-tæppet tilbage i fokus?
Kollissionen mellem de mosbegroede træstammer i Vesterskovens udkant og skovbundens rødbrune dække af visne blade burde ikke komme bag på denne blogskribent. Alligevel registreres kontrasten med en vis tilfredsstillelse. Jeg føler mig med ét privilegeret. Dette er natur. Og den er sart herhjemme, hvor den er så nem at tæmme. Fotografen fastslog dette i en dokumentar, der kørte parallelt med udstillingen på Badet.
I et andet indslag på en anden skærm hundsede billedhuggeren rundt med sin kollega og samlever med henblik på at få proportionerne rettet til i en stor figurkomposition. Jeg ville gerne vide, hvordan det er at leve sammen med én, der har den samme dagsorden som jeg selv. Min ægtefælle og jeg udgør et team; men med vidt forskelligt definerede roller.
På naturstien, der er asfalteret, lå der en gang for mange år siden et jernbanespor. I sig selv besynderligt at forestille sig et støjende tog pløje sig igennem denne bydel og videre igennem den stille skov. På et tidspunkt iagttager jeg et hvidt birketræ, der tilsyneladende er blevet ramt af en momentan træthed. Det slår en bue hen over stien og udgør næsten en port umiddelbart inden man går under broen ved den voldsomt trafikerede Sdr. Ringvej.
Telefonen ringer. ”Hvad med aftensmad?” Jeg er på vej i Fakta! I kassekøen lugter det af ølånde. Jeg vender mig og ser en mand – lettere rødmosset – bag mig. Mine fordomme placerer lugten omgående. Damen foran mig, som er klædt i en lang, rød frakke, pakker sine varer og går. Med hende forsvinder øldunsten også. Den midaldrende mand pakker sine varer og jeg pakker min fordom.
På Banegården lyder det ud af højtalerne: ”Der er lommetyve på spil – så hold ekstra øje med Deres tasker og ejendele”. Jeg mærker instinktivt efter. Mobil, kamera og det lille etui med pressekortet og Visa-ditto etc. er, hvor det skal være. I samme øjeblik kører 888’eren ud af stationsområdet. Jeg kender den bus ret godt efterhånden; men i dag er jeg bare på vej hjem med mine varer.
Det lykkedes mig at undgå at glide i den fugtige skovbund. Hvordan, er ikke helt gået op for mig; men jeg har utvivlsomt slæbt noget smadder med mig ind i Kurbygningen, hvor billedhuggerens organiske bronzer går i overraskende harmonisk spænd med de kontrastfyldte sort-hvide landskabsfotografier. Opstillingen i den imponerende panoramasal, hvor kunsten lever i et konstant forhold til årstidernes skiften ud over en i dag blygrå Ørnsø, fungerer knapt så overbvisende. De mandshøje figurer med iltmaskerne virker mere som en idé end som en nødvendighed.
En udstilling med kontemporært møbeldesign rammer mig i enkeltstående tilfælde på min humoristiske sans. I andre tilfælde rammer den mig overhovedet ikke. Konceptudstillingen ’Sideshow’ gør intet ved mig. Den gør således ingen skade; men den gavner heller ikke. Skulle man sige noget, kunne det være, at den bringer væg-til-væg-tæppet tilbage i fokus?
Kollissionen mellem de mosbegroede træstammer i Vesterskovens udkant og skovbundens rødbrune dække af visne blade burde ikke komme bag på denne blogskribent. Alligevel registreres kontrasten med en vis tilfredsstillelse. Jeg føler mig med ét privilegeret. Dette er natur. Og den er sart herhjemme, hvor den er så nem at tæmme. Fotografen fastslog dette i en dokumentar, der kørte parallelt med udstillingen på Badet.
I et andet indslag på en anden skærm hundsede billedhuggeren rundt med sin kollega og samlever med henblik på at få proportionerne rettet til i en stor figurkomposition. Jeg ville gerne vide, hvordan det er at leve sammen med én, der har den samme dagsorden som jeg selv. Min ægtefælle og jeg udgør et team; men med vidt forskelligt definerede roller.
På naturstien, der er asfalteret, lå der en gang for mange år siden et jernbanespor. I sig selv besynderligt at forestille sig et støjende tog pløje sig igennem denne bydel og videre igennem den stille skov. På et tidspunkt iagttager jeg et hvidt birketræ, der tilsyneladende er blevet ramt af en momentan træthed. Det slår en bue hen over stien og udgør næsten en port umiddelbart inden man går under broen ved den voldsomt trafikerede Sdr. Ringvej.
Telefonen ringer. ”Hvad med aftensmad?” Jeg er på vej i Fakta! I kassekøen lugter det af ølånde. Jeg vender mig og ser en mand – lettere rødmosset – bag mig. Mine fordomme placerer lugten omgående. Damen foran mig, som er klædt i en lang, rød frakke, pakker sine varer og går. Med hende forsvinder øldunsten også. Den midaldrende mand pakker sine varer og jeg pakker min fordom.
På Banegården lyder det ud af højtalerne: ”Der er lommetyve på spil – så hold ekstra øje med Deres tasker og ejendele”. Jeg mærker instinktivt efter. Mobil, kamera og det lille etui med pressekortet og Visa-ditto etc. er, hvor det skal være. I samme øjeblik kører 888’eren ud af stationsområdet. Jeg kender den bus ret godt efterhånden; men i dag er jeg bare på vej hjem med mine varer.
