Sportsentusiaster vil sandsynligvis forbinde navnet Isabel Blanco med en usædvanlig talentfuld håndboldspiller; men det er nu ikke som sådan, at man kan opleve Blanco i nær fremtid på Galleri Silkeborg.
Isabel Blanco er som maler først og fremmest kolorist, og hendes motivverden er skabt ud af et drømmescenarie med en surreel undertone, der dog bliver underspillet nærmere end overdrevet i maleriernes kompositioner, der sammenfattes af en mørk og dramatisk konturlinie. Plantevækster, som har en lighed med øjne på stilke, giver grobund for mangesidede associationer og det hele har, som nævnt, farven som ekspressivt udgangspunkt.
Håndbold er kendetegnet ved temperamentsfulde udladninger – verbale som kropslige, og netop temperament er der masser af i Isabel Blancos farvemættede malerier. Måske har hun fundet inspirationen i sin egenskab af stregspiller på bl.a. det norske landshold i en årrække?