fredag den 10. december 2010

Penge til ARoS

Det må gøre en lille smule ondt på folkene bag Museum Jorn i Silkeborg, når de erfarer, at kunstmuseet ARoS i Århus har fået en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 2,7 million i forbindelse med den kommende, store Asger Jorn-udstilling, der åbner på museet den 22. januar 2011.

Min formodning er begrundet i en smule palaver imellem de to museers direktører, da det blev offentligtgjort at ARoS havde planlagt denne udstilling med Jorn – en udstilling, der i øvrigt kommer til at indeholde værker, som sjældent eller aldrig tidligere er set herhjemme.

Nu mener jeg jo så, at netop Asger Jorn er en kunstner med et så markant format, at han sagtens kan ”holde til” at blive vist både her i 2011 og i 2014, hvor Museum Jorn har noget i ærmet i anledning af, at det til den tid er 100 år siden kunstneren blev født.

Og mon ikke de to direktører, Jacob Thage og Jens Erik Sørensen er på talefod igen? Jeg har i hvert fald truffet JES til en udstillingsåbning på Museum Jorn for ikke så længe siden.

Billedet, der illusterer denne blog: Asger Jorn: ’A Soul for Sale’, 1958-59. Tilhører Solomon R. Guggenheim Museum, NYC (foto: Solomon R. Guggenheim Museum)