fredag den 14. oktober 2011

Kunstens Top 100

Hvert år udvikler kunsttidsskriftet Artreview en liste over de mest indflydelsesrige personer på den internationale kunstscene. De nominerede i forhold til denne – går jeg ud fra – subektivt gennemførte liste, spiller forskellige roller i kunstlivet, og i forhold til de senere år, er det i 2011 en udøvende kunstner, der topper listen, nemlig den kinesiske billedkunstner Ai Weiwei – og det er i høj grad bemærkelsesværdigt, da netop Ai Weiwei i en stor del af det forløbne år har været fængslet i sit hjemland af nogle årsager som styret i Kina har lidt svært ved at definere. Dog skulle en monumental skattegæld være en grund.

Efter løsladelsen har Ai Weiwei fået påbud om ikke at udtale sig til medierne; men dette har dog ikke forhindret kunstneren i at formidle nogle af sine tanker til tidsskriftet Newsweek.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk viser om kort tid en udstilling med den kontroversielle kinesiske kunstner, og det må siges at være lidt af en sensation set i lyset af Ai Weiweis angivelige indflydelse.

I øvrigt har jeg studeret listen, og jeg har svært ved at gennemskue, om den er relevant eller ej. Det er dog værd at bemærke, at kunstnere, som jeg havde spået en højere placering, rangerer ret lavt. Damien Hirst og Jeff Koons roder rundt nede midt i 60’erne, og en personlighed som Olafur Eliasson, som tidligere har ligget ret højt, er slet ikke at finde på listen. Den eneste dansker, der lige sniger sig ind på listen, er galleristen Nicolai Wallner.

Sidste års førsteplads – stjernegalleristen, Larry Gagosian – er på årets Top 100 blevet forvist til nummer fire.

Billedet foroven, der viser Ai Weiweis sammenstyrtede installation fra Documenta XII i Kassel i 2007, fungerer næsten symbolsk i forhold til de genvordigheder, kunstneren har gennemgået de seneste år i hjemlandet Kina.