torsdag den 8. marts 2012

Quinn - kunst og krop


”Man stiller sig spørgsmålet: Hvad er en naturlig krop? Og hvor meget kan man ændre ved sin identitiet; eller måske snarere: Er der noget, der ikke kan ændres? Hvis vi kan vælge, hvilket køn vi vil være, har naturen så ikke udspillet sin rolle?”

Der bliver stillet mange spørgsmål i teksten herover, og jeg kan faktisk ikke svare på dem, da min egen tilgang til det kropslige, har afsæt i en tid, hvor man bør acceptere hyldstret, som det er med hvad det indebærer af forfald og ældningsprocesser.

Ikke desto mindre er alle spørgsmålene relevante i forhold til den aktuelle udstilling med britiske Mark Quinn på museet KUNSTEN i Aalborg. Det er Politikens nye kunstanmelder Thilde Nyborg, der har været en tur i det nordjyske, og hun er begejstret til en anmeldelse, der giver fem ud af seks hjerter.

I øvrigt finder jeg det helt rart at erfare, at Politiken nu har udvidet anmelderstaben inden for det billedkunstneriske. Det har længe været lidt pauvert, hvad der er kommet fra det kulturradikalistiske hoforgan af netop kunstanmeldelser. ”Uhyggeligt, forvirrende og smukt” er et par af de øvrige karakeristikker, som Nyborg begaver udstillingen med. Den har for øvrigt titlen ’All of Nature Flows Through Us’ og kan ses frem til den 29. april.

Måske man skulle smutte en tur til Aalborg i påsken?