fredag den 28. september 2012

Matelli, Munch - og Bonnén


”Nogle gange skal kunstfagligheden have højere ambitioner og ikke undervurdere, men opdrage sit publikum. Det er derfor ærgerligt, at museet kun valgte at annoncere Tony Matelli i kataloget for Aarhus Festuge, ligesom de på museets stand på Art Copenhagen i Forum for nylig alene fremhævede Matelli ved siden af Edvard Munch, når de burde være stolte af noget helt andet”

I sin anmeldelese af udstillingerne på Aros i Weekendavisen, undrer Line Rosenvinge sig over, at man fra museets side i diverse formidlingsmaterialer har fremhævet Tony Matelli’s stort anlagte udstilling på museet og stort set negligeret udstillingen med værker af Kaspar Bonnén. Det er også den udstilling, som Rosenvinge antyder i slutningen af citatet, som kan læses herover. 

Dermed får hun også forklaret avisens læsere, at hun finder Matelli (og tidligere Tony Oursler) stærkt overvurderet som kunstner, hvorimod hun finder udstillingen og iscenesættelsen af Kaspar Bonnén stærkt anbefalelsesværdig. 

Jeg sad selv og studerede nogle gengivelser af den italienske konceptkunstner Michelangelo Pistoletti; og ham kunne jeg faktisk godt tænke mig at se på et dansk kunstmuseum, men det ser ud som om museumsfolkene ret konsekvent kigger tværs over Atlanten, når kunstnere skal udvælges til store udstillinger.