Billedet herover er taget af fotografen Joachim Adrian, og personen på det mørktonede fotografi er såmænd billedkunstneren Per Kirkeby, der i en stort opsat artikel i dagbladet Politiken forleden dag fortalte åbenhjertigt om sin sygdom, som har tvunget kunstneren til at indstille sin malerkarriere.
I forbindelse med artiklen blev blandt andre det viste billede brugt som illustration, og det er faldet fotografen Suste Bonnén for brystet. Ifølge Facebook har hun kontaktet Politikens chefredaktør Bo Lidegaard for at høre om, hvorvidt avisen bruger en godkendelsesmekanisme i forhold til skildringer af personer.
Mig bekendt er der vel dybest set lovgivet på området, når det drejer sig om gengivelser af personer i deres private område?
Aktuelt antyder man, at fotografen har placeret kunstneren i kørestolen for at fremstille ham mere sølle, end han rent faktisk er. Det stærkt opgivende udtryk i kunstnerens ansigt, gør - i samklang med den dystre stemning - selvfølgelig heller ikke symbolikken i fotografiet mere uklar.