fredag den 12. juni 2015

Trin to af 'New Nordic' på ARoS






Jeg har netop i skrivende stund afsluttet en beskrivelse af udstillingen 'Building Stories', som netop - også i skrivende stund - er åbnet på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingen er en del af ni udstillinger, som finder sted over de næste tre år med primært afsæt i den yngre samtidskunst. 

Kunstnerne, som er i spil i forbindelse med udstillingsserien med det mundrette navn 'ARoS Focus // New Nordic', er for det meste forholdsvist ukendte i den brede offentlighed; men naturligvis har de gjort sig gældende i diverse udstillingssammenhænge flere gange i deres karrierer. 

Den aktuelle kunstner på ARoS kalder sig E.B. Itso, og der er faktisk en del mystik omkring denne kunstner, som har valgt at være usynlig. Hans navn er ligeledes et pseudonym - og årsagen til alt dette hemmelighedskræmmeri skal angiveligt findes i, at han som et led i sin kunstneriske praksis har tiltvunget sig adgang til lokaliteter, som han ikke burde have adgang til. 

Udstillingen 'Building Stories' rummer flere tematikker, og disse har jeg altså beskrevet i en anmeldelse, som kan læses senere i et større landsdækkende dagblad.