søndag den 27. september 2015

Ansigt til ansigt med Monet

Claude Monet, 'Høstakke ved Chailly', olie  lærred, 1865, The San Diego Museum of Art (pressefotoARoS)

"Hvor mange har egentlig stået ansigt til ansigt med et ægte impressionistisk værk, en ægte Monet?" Således spørger Anne Mette Thomsen på kunstmuseet ARoSblog i anledning af udstillingen 'Monet - Lost in Translation', der foruden Claude Monet viser et bredt udvalg af andre impressionistiske malere. 

Jeg kan blot besvare Anne Mette Thomsens spørgsmål med et "det har jeg!" For mere end ti år siden besøgte jeg Tate Modern i London, og her præsenterede man i et af udstillingsrummene to værker. 

Det ene var en installation bestående af en cirkelformet enhed på gulvet opbygget af granitsten. 

Dette værk af den britiske kunstner Richard Long (f. 1945) var placeret i selskab med et meget stort maleri af Claude Monet. 

Temaet her var de velkendte åkander, og maleriet måler vel omkring 8-10 meter i længden. Under alle omstændigheder husker jeg det som meget stort. 

Oplevelsen ved at betragte maleriet lader sig dårligt beskrive; men alle forventninger om, at Monets værker er noget man kun kan opleve som gengivet på falmede plakater tarveligt indrammet i glas og aluminium fra det nærmeste byggemarked, blev omgående sat ud af drift. 

Af samme årsag glæder jeg mig til at se udstillingen med impressionisterne, som vakte kolossal forargelse blandt publikum og kunstanmeldere, da de lanceredes i 1874. 

Udstillingen på ARoS viser fra d. 9. oktober og frem til d. 10. januar 2016 49 værker af 13 forskellige kunstnere med Monet som det indiskutable omdrejningspunkt.