Jørgen Haugen Sørensen (foto fra Hans Alf Gallerys Facebook-profil)
For mange år siden slog billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen sig ned i Italien og en historie går på, at han erklærede over for en højtstående militærperson med en masse sildesalat på brystet, at »medaljer hænger man på idioter«.
Jeg kan ikke huske, om Sørensen efterfølgende blev buret inde, men historien underbygger ganske glimrende billedet af en karakter, som ikke gik på kompromis med noget som helst.
Hvis han mente, at der var personer på det kunstneriske parnas, der var nogle dumme svin, så lagde han ikke fingre imellem i sin vurdering af vedkommende; og så var det flintrende ligegyldigt, om det var direktøren for nationalgalleriet eller formanden for Ny Carlsberg Fondet.
Få har som Jørgen Haugen Sørensen sat et aftryk på dansk kunst. I Danmark har Haugen Sørensen samarbejdet med et utal af gallerier og på Hans Alf Gallerys Facebook-profil kan man således læse følgende:
»Jørgen Haugen Sørensen var sin generations uden sammenligning største billedhugger - og vel foruden Thorvaldsen en af de største, vi har haft i dette land. Han kunne være indsigtsfuld, medfølende og blid, og han kunne være benhård, uforsonlig og halsstarrig... Den sidste bog er næppe skrevet om Jørgen Haugen Sørensens kunstneriske virke. Som hans personlighed var det egensindigt og mangefacetteret og umuligt at sætte i bås. Han var en mesterlig formgiver, og hans hænder var i stand til at gøre ting, man ikke troede muligt«.
Den 18. november, indløb beskeden om, at Jørgen Haugen Sørensen er død i Italien, hvor han boede i det meste af sit liv.
Han blev 87 år gammel.