lørdag den 12. november 2022

Maleren Jes Jacobsen - et halvt liv

 






Eksempler på maleren Jes Jacobsen værker, der blandt andet viser portrætter af hans far og mor samt motiver fra kunstnerens hjemby Aabenraa

Det er måske at stramme den, når jeg i overskriften mimer en udstillingstitel, da maleren Jes Jacobsen desværre døde som 25-årig i 1886. 

En tredjedel af et liv ville måske være mere hensigtsmæssigt? Ikke desto mindre finder der for tiden en udstilling sted på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, der belyser Jacobsens alt for korte liv og set i lyset af det begrænsede tidsafsnit, som kunstneren agerede i, kunne man forestille sig en beskeden udstilling, men man har valgt at skabe et historisk miljø, der tager udgangspunkt i epoken snarere end personen, og netop denne iscenesættelse besøgte jeg under en udflugt til Sønderjylland, hvor jeg oprindeligt havde planlagt en tur til Tønder med henblik på en anmeldelse af en udstilling, der er åbnet netop der. 

Som antydet fik jeg imidlertid mulighed for at se og opleve den interessante udstilling i Aabenraa, hvor direktøren for museet, Jens Tang Kristensen, gav mig en veloplagt beskrivelse af Jes Jacobsen og hans korte tid i verden, hvor han imidlertid nåede at tage en uddannelse på Kunstakademiet. 

Jens Tang Kristensen er samtidig medforfatter og redaktør på en omfattende biografi om Jes Jacobsen og her kan man på 240 sider læse historien om maleren og hans alt for korte liv i selskab med samtidige kunstnere som blandt andre J.F. Willumsen. 

Udstillingen på Brundlund Slot kan ses helt frem til d. 24. april 2023.