mandag den 16. januar 2023

Ebeltoft bekræftes som glassets by

 










I skrivende stund er det ganske få minutter siden, jeg afsendte en anmeldelse af udstillingen 'In the Making', som forleden dag åbnede på Glasmuseet i Ebeltoft, der hermed bekræftes som "glassets by". 

Der er ti kunstnere repræsenteret på udstillingen, og det er altid en udfordring at anmelde gruppeudstillinger med adskillige deltagere. 

Hvem skal man fremhæve og hvem skal man undlade i beskrivelsen? 

Jeg valgte aktuelt at give en lille (mere er der ikke plads til) kommentar til hver enkel kunstner, så sol og vind således deles ligeligt mellem de udstillende. 

Det kræver nogle anslag og på den måde er det vanskeligt at komme helt ud i detaljerne i en udstilling, der faktisk rummer adskillige greb af pædagogisk og formidlende karakter. 

For eksempel er formidlingsteksterne forbilledligt forarbejdet af Ned Cantrell, som har ladet sig inspirere af tekster skrevet med kridt på den gammeldags sorte tavle. 

Et tableau med adskillige værktøjer giver tillige udstillingen en dimension, men det er som bekendt værkerne, der tegner en kunstudstilling, hvilket naturligvis også gælder den aktuelle, som kan ses på Glasmuseet frem til den 16. april.