mandag den 16. januar 2023

Julie Rokkjær Birch ny direktør for Museum Jorn

 

Julie Rokkjær Birch (pressefoto)

Museum Jorn i Silkeborg har udnævnt museets nye direktør, og det bliver direktør for museet KØN i Aarhus, Julie Rokkjær Birch, der overtager posten efter Jacob Thage

Julie Rokkjær Birch er en person, der ikke er bange for udfordringer - og dem kan der komme mange af på Museum Jorn, der for længe siden har annonceret, at man arbejder på at få bygget et nyt museum centralt i Silkeborg. 

Blæst var der også om den kommende museumsdirektør, da hun for nyligt ændrede identiteten på Kvindemuseet i Aarhus til KØN, som faldt en del for brystet. 

Hun udtaler i forbindelse med sin udnævnelse: »Jeg glæder mig til at bruge min energi på nye spændende planer for Museum Jorn. Der er gennem årene blevet gjort et beundringsværdigt stykke arbejde på museet, som takket være stærke støtter har fået et flot internationalt niveau«

Julie Rokkjær Birch er 39 år gammel og uddannet cand.mag. i nordisk sprog, litteratur og kunsthistorie fra Aarhus Universitet.

Hun tiltræder stillingen på Museum Jorn d. 1. april.