»Når man går gennem udstillingens tre sammenhængende lokaler, er det, som om tiden suger farven fra fladen for øjnene af dig. Som om du bevidner et forfald«
Da Politikens kunstanmelder Mathias Kryger i januar anmeldte udstillingen 'Anna Syberg - Øjeblikkets skønhed' beskæftigede han sig ganske naturligt med akvarellens flygtighed, hvis man skal se metoden i et meget langt tidsafsnit.
Farverne falmer over tid, og måske er det derfor, at der var så mange besøgende i Den Hirschsprungske Samling i København, da jeg besøgte udstillingen for nylig.
Historien om Anna Syberg (1870-1914) er næsten lige så lang som hendes liv blev kort; men den aktuelle udstilling er bestemt værd at se og opleve, og det kan man indtil d. 21. maj.