torsdag den 27. april 2023

Den Frie indklager Politikens kunstanmelder for Pressenævnet - og taber!

 

Pop-køteren her viser ganske vist tænder, men Politikens anmelder blev pure frikendt af Pressenævnet i en sag indberettet af Den Frie Udstillingsbygning.

I efteråret 2022 fandt en udstilling sted i Den Frie Udstillingsbygning i København. 'En anden surrealisme' blev anmeldt af Politikens kunstanmelder Trine Ross og i hendes anmeldelse hedder det blandt andet, at »ikke alene har kuratoren inviteret sin egen bror til at udstille, han gør det med et værk, der er så meget uden bid«. 

Det er nok til gengæld anmeldelsens afslutning, som har fået Den Frie til at indklage anmelderen for Pressenævnet: »...Og dermed skabte en situation, der til forveksling ligner nepotisme«. 

Kunstverdenen udgør et snævert miljø, og netop nepotisme kan være svært at undgå; men derfor er det faktisk også dobbelt væsentligt, at f.eks. kunstanmeldere gør opmærksom på, når den finder sted. 

Udstillingen kan stadig ses i en anden version på Kunstmuseet i Tønder, og jeg anmeldte den faktisk, da den åbnede. »...helt katastrofalt ses dette i en skulpturgruppe, der heldigvis er gemt lidt af vejen. Esben Weile Kjærs grimme, gale hund er blevet tildelt en vis opmærksomhed på grund af kunstnerens tætte familiebånd til udstillingens kurator«. Udstillingen kan ses i Tønder frem til d. 14. maj. 

Det er naturligvis vigtigt at nævne, at Pressenævnet firkendte Trine Ross 100% blandt andet med begrundelsen »Det er Pressenævnets opfattelse, at kunstanmeldelser er udtryk for anmelderens subjektive oplevelse og vurdering af det anmeldte. En kunstanmeldelse er i sin form kommenterende og kan indeholde bemærkninger af kritisk og personlig karakter, og der må derfor indrømmes en vis grad af frisprog i sådanne artikler«. 

Det er jo rart at vide.