fredag den 30. juni 2023

Døden akkompagneret af bratsch og cello

 

Lyder overskriften dyster, er der ikke noget at sige til det. 

Det handler om en ny udstilling, der netop, mens disse linjer skrives, åbner på ARoS i Aarhus, og den viser en videoinstallation med udgangspunkt i optagelser fra Terezín/Theresienstadt, der nok skaber associationer hos nogle, der er bekendt med nazisternes afstumpede kynisme, når det drejede sig om individer, de ikke filosofisk sympatiserede med. 

Det er en lang historie, der ligger til grund for udstillingen 'Study for Strings Sokol Terezín' af skotske Susan Philipsz. Omdrejningspunktet er den tjekkisk-jødiske komponist Pavel Haas (1899-1944), der fra Terezín blev deporteret til udryddelseslejren Auschwitz, hvor han blev dræbt. 

Jeg prøver senere at beskrive såvel historie og udstilling i en planlagt anmeldelse, men udstillingen kan i hvert fald ses frem til d. 3. december. 

Jeg har produceret en lille stemningsvideo fra udstillingen og det er den, der kan ses herover.