’Socle du Monde’ er en Herning-og-omegn-begivenhed, der giver og tager samt udfordrer et forhåbentligt stort publikum
Åbningen af 2024-versionen af begivenheden ’Socle du Monde’ finder sted i Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, og her kunne man høre de, fristes man til at sige, sædvanlige åbningstaler, og en af disse stod kunstmuseet HEARTs direktør Holger Reenberg for.
Reenberg fik sneget et begreb ind i sin definition af ’Socle du Monde’, som tidligere har været identificeret som en triennale, men nu slet og ret defineres som en Art Festival. Dermed har man afsat en mindre forpligtelse af, hvor ofte ’Socle du Monde’ kan finde sted. Måske er min analyse af begivenhedens karakter helt ude i skoven; men det er min tolkning.
DO IT! - gør det! Dette er fællestitlen på festivalens adskillige afsnit, hvor jeg her vælger at koncentrere mig om, hvad man kan se og opleve i netop Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum samt på HEART, der er beliggende i bekvem afstand lige modsat i Birk Centerpark.
Rejsen udgør et tema i førstnævnte udstillingsinstitutions projekt, og det virker her påfaldende at et stort, centralt rum er begavet med værker af den i Cameroun fødte, men primært i Belgien bosiddende kunstner Pascale Marthine Tayou, som i værkerne spreder sig ud i adskillige retninger, og tak for det!
Når jeg nærmest udviser taknemmelighed over, at Tayou skyder omkring sig med et bredt facetteret sortiment af metoder, skal denne overrumlende glæde begrundes i, at alt for mange kunstnere på samtidskunstscenerne finder ét udtryk, som efterfølgende udvandes til det uudholdelige.
Her åbenbarer Tayou en nysgerrighed, som påbyder ham at skabe værker ud fra adskillige kontekster, som i sagens natur har hans afrikanske baggrund som uudgrundelig klangbund.
Længere fremme i afsnittet ’DO IT! travel’ opleves et stærkt vidnesbyrd om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, som forfatteren Hanne-Vibeke Holst for få år siden skildrede i den aldeles fremragende roman ’Kriger uden maske’. Fortællingen skildrer Ferlov Mancobas liv, som er et sindbillede på behovet for at rejse ud i verden med henblik på at afsøge kunstens grænser.
Skulpturerne er disponeret på en rød flade, og dermed afgrænses skulpturerne på glimrende vis fra udstillingens øvrige enheder, der i sagens natur er helliget museets ophav, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt, hvor man i sidstnævntes tilfælde lader et antal værker fra Island gå i harmoni med et videoværk af den dansk-islandske verdenskunstner Olafur Eliasson. Dette bør ses som et interessant kuratorisk greb.
En gigantisk folkemængde slørede min oplevelse af en ganske intim, men ikke mindre interessant udstilling i udstillingen af den belgiske kunstner Shéhérazade Ihadj Mohand, der har rødder i Algeriet. I en serie værker, der kan iagttages som fragile og flygtige fortæller hun en feministisk historie uden at blive provokatorisk i skildringen. Indslaget er smukt og vedkommende, og heldigvis fik jeg kigget tæt på indslaget på min vej ud af udstillingen.
Genbrug af europæisk avantgarde
På det tidspunkt havde hovedparten af publikum forføjet sig videre til festlighederne i umiddelbar nærhed af det primære udstillingsområde, og netop derfor havde jeg udstillingen for mig selv, og det samme gjorde sig gældende, da jeg travede over vejen og tog en iagttagelse på, hvad HEART kunne byde ind med under temaet ’DO IT! upcycling’, som igen har underliggende afsnit, som publikum kan fordybe sig i.
Jeg bliver ofte selv isoleret set dybt berørt, når jeg oplever kvalificerede nedslag i den europæiske avantgarde fra 1900-tallet. Man kan ikke undgå at blive påvirket af en stor mekanisk installation af den schweiziske kunstner Jean Tinguely, som aldrende kunstinteresserede vil huske fra en kontroversiel happening på kunstmuseet Louisiana en gang i 1960’erne. Det dramatiske event kostede en fredsdue livet og omgående var Fanden løs i Laksegade.
Jeg vil dog her fokusere på Tinguelys rolle i grupperingen Nouveaux Réalistes, hvori man også kunne finde Yves Klein og Niki Saint-Phalle, som begge er repræsenteret på den aktuelle udstilling. Saint-Phalle og Tinguely dannede tillige par i det private.
Jeg hører til kategorien af kunstnørder, der hylder overraskelsens effekt. Jeg havde aldrig tidligere hørt om den franske decollage-kunstner Jacques Villeglé, og jeg kunne sagtens klikke mig ind på ChatGTP og få en AI-version af Villegrés metode og livsforløb. Dette er dog helt unødvendigt, da festivalens kuratorer har gjort brug af tricket i formidlingen af kunstnere og værker.
Man kunne muligvis antyde en skepsis over for dette greb, men ikke desto mindre er jeg faktisk ret tolerant over for virkemidler, der ikke blot skaber en fortælling om en kunstner, men samtidig erkender, at AI begribeligvis er et fænomen, der er kommet for at blive.
Antallet af kunstnere indskrænker sig ikke, des længere man bevæger sig frem i udstillingskonceptet, og lyder jeg som er der en anelse kvantitet i spil, bør det opleves absolut positivt, da det som bekendt står enhver frit for at vælge og vrage imellem, hvad man finder vedkommende og hvad man finder mindre interessant.
Jeg har her taget et antal iagttagelser og gjort op med mig selv, at ’Socle du Monde’ i det afgrænsede kapitel, jeg har valgt at vurdere åbner for den store fortælling om avantgardismens mange hoved- og biveje, som er kendetegnet ved en enkel og direkte egenskab: Evnen til at overrumple!
