mandag den 24. februar 2025

Fra museumsforening til "Klub Jorn"

 

På Museum Jorn i Silkeborg kan man for tiden blandt andet se udstillingen ’Per Kirkeby & Co.’

Ifølge en artikel i lokalavisen Midtjyllands Avis er der blevet indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Museumsforeningen på Museum Jorn i Silkeborg. 

Af artiklen fremgår det, at formålet er en opløsning af Museum Jorns museumsforening, som er en organisation, der gennem årene har stået bag et utal af arrangementer i regi af museet. 

Museumsforeningen er kendetegnet ved, at det er repræsentanter for publikum, som tegner foreningen, hvilket har medført, at Museumsforeningen har været i stand til at udpege en repræsentant til museets bestyrelse. 

Formanden for Museumsforeningen Inger Christensen udtaler diplomatisk til avisen: »Det er jeg noget overrasket over; men når det er sagt, er der i mine øjne ikke andet at gøre, end at tage bestyrelsens beslutning til efterretning, for i vores vedtægter står der, at foreningens formål netop er at støtte Museum Jorn. Og det giver jo ingen mening at fortsætte, når museets bestyrelse og ledelse ikke ønsker vores forening«. 

Som alternativ til Museumsforeningen har man på Museum Jorn besluttet at lave en ny konstruktion med navnet ”Klub Jorn”, som vil blive organisatorisk styret af personer fra museets personale. 

Hvorfor formidler jeg nu denne nyhed på blog'en her? Det gør jeg, fordi jeg i flere tilfælde har været hovedperson i arrangementer lavet af Museumsforeningen, som altid har stået som et stærkt bindeled mellem museets ledelse og bestyrelse og publikum. 

Med den nye konstruktion kan jeg være bekymret for, om museets fremtidige udadvendte arrangementer bliver mere akademisk forankrede og elitære, end man har oplevet det hidtil, 

Samtidigt frygter jeg, at det nye tiltag vil signalere et større element af distance mellem publikum og museumsinstitution. 

Museum Jorns bestyrelsesformand, Hanne Bæk Olsen, udtaler, at Museum Jorn har skelet til andre kunstmuseer, som i dag har gode erfaringer med klub-medlemskaber frem for museumsforeninger. »Klub-medlemskaber er mere attraktivt for unge, end et foreningsmedlemsskab. Det er en tendens, vi ser flere steder. Og vi vil naturligvis også gerne have fat i de unge«, udtaler hun. 

Personligt besidder jeg en lidt anden anskuelse, som går ud på, at man ikke altid nødvendigvis bør gøre som alle de andre. Det bliver man kun forstokket og forudsigelig af. 

Der fremligger ikke, mig bekendt, nogen udtalelse fra Museum Jorns ledelse eller direktør, men en sådan kan jeg selvfølelig have overset i mængden af kulturnyheder.