mandag den 10. marts 2025

Mere jazz i håndleddet

 

Viggo Johansen: ’Hummer på fad’, 1884

»Når jeg ser dette beskedne stilleben med dets lyse skagensfarver og dets hastige beskæring, ville jeg ønske, at Viggo Johansen var gået med samme impressionistiske lethed til alle sine motiver. Mindre penselarbejde og mere jazz i håndleddet. Samme år malede han en vidunderlig hummer, højrød som kåben på en kardinal«  


Politikens kunstanmelder sparer ikke på metaforerne i den fire-stjernede anmeldelse af udstillingen ’Viggo Johansen – Hos mig’, som kan ses på Den Hirschsprungske Samling i København. 


Udstillingen viser Viggo Johansen som en kunstner, der stod lidt i skyggen af sine langt mere berømte malerkollegaer i Skagen, men udstillingen er faktisk udmærket, og kan ses frem til d. 25. maj.

søndag den 9. marts 2025

Niels Larsen Stevns i tematisk udstilling på Skovgaard Museet i Viborg

 












Indtil for nylig kunne man på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring se udstillingen ’Landskab i farver’, hvor værker af maleren Niels Larsen Stevns (1864-1941) blev sammenfattet med værker af samtidskunstneren Signe Klejs, der supplerede Stevns med udstillingen ’Landskab i bevægelse’. 

Nu er den del af udstillingen, der handler om Larsen Stevns imidlertid rykket til Skovgaard Museet i Viborg, hvor den står alene og disponeret ud fra værkernes temaer, hvor den på Vendsyssel Kunstmuseum var sat i scene i et kronologisk forløb. 

Det er der kommet en meget seværdig udstilling ud af, og en del af magien bør nok findes i, at Niels Larsen Stevns assisterede Joakim Skovgaard i den omfattende udsmykning af Viborg Domkirke i en periode, som jeg trods ihærdige forsøg har haft svært ved at tidsfæste. 

Processen fandt dog sted i perioden omkring århundredeskiftet 1800-tallet til 1900-tallet. 

Senere, men i en relativ høj alder, fik Larsen Stevns sin egen kunstneriske karriere, og han blev en stor inspiration for modernistiske malere som Harald Giersing og Edvard Weie

I forbindelse med udstillingerne er udgivet en bog, der i tre afsnit fortæller om Niels Larsen Stevns liv, hans åndelige relation til N.F.S. Grundtvig samt det religiøse aspekt i hans arbejde. 

Publikationen er jeg i skrivende stund i gang med en anmeldelse af, så mere om den senere. 

Udstillingen på Skovgaard Museet kan ses frem til d. 10. august.

Nye anmeldelser (5)

 

Viborg Kunsthal viser for tiden udstillingen med den kryptiske titel ’Colour Instruments’ og den bidrager med måden, hvorpå vi iagttager kunst

I en klædeligt underspillet udstilling skildrer Utzon Center i Aalborg stjernearkitekten Jørn Utzons sommerresidens på Mallorca


lørdag den 8. marts 2025

På rejse gennem lysets univers

 









»’Colour Instruments’ tager dig med på en sanselig rejse gennem lysets univers, hvor du kan iagttage farvernes intensitet og cyklus, og opdag hvordan lys, mørke og farver sameksisterer og påvirker hinanden«


Blandt andet sådan beskrives udstillingen ’Colour Instruments’ med værker af Christina Augustesen, der for tiden kan opleves i Viborg Kunsthal. 


Jeg har tidligere sporadisk omtalt udstillingen på blog'en her, men i mellemtiden har jeg faktisk besøgt kunsthallen og set udstillingen, der vil være genstand for en anmeldelse, som jeg er i gang med at forfatte i skrivende stund. 


Udstillingen kan ses frem til d. 11. marts og min anmeldelse kan naturligvis snart læses på KULTURINFORMATION.org.

torsdag den 6. marts 2025

Tidsskriftet KULTURINFORMATION slukker den kulturelle tørst

 

Forsiden af Tidsskriftet KULTURINFORMATION er udviklet i samarbejde med billedkunstneren og multimediedesigneren Jonas Hviid 

Lige inden disse linjer blev skrevet, modtog jeg tre kasser indeholdende forårsudgaven af Tidsskriftet KULTURINFORMATION, som er sendt rundt til væsentlige danske kunst- og kulturinstitutioner, hvor man kan erhverve sig magasinet og hjemtage det helt vederlagsfrit. 

Jeg er naturligvis mest optaget af, hvordan billedkunsten formidles, og her finder man blandt andet artikler og anmeldelser af Igshaan Adams-udstillingen på ARoS forfattet af undertegnede, Frederik Næblerød-udstillingen på Arken anmeldt af Niels Frid-NielsenHuskMitNavn på Kastrupgårdsamlingen anmeldt af Githa Schultz og til sidst min egen historiske beskrivelse af Ribe Kunstmuseum under rubrikken ’Fra rigmandspalæ til kunstmuseum’. 

Afslutningsvis bør jeg nævne Niels Lyksteds anmeldelse af Viggo Johansen-udstillingen på Den Hirschsprungske Samling i København. 

Udover alt dette er der naturligvis anmeldelser og artikler om litteratur, koncerter, film, teaterforestillinger og hvad der ellers er af kulturelle tilbud i kongeriget.

Værkstedet d. 6. marts 2025


 

onsdag den 5. marts 2025

Lys og farve

 

Installationsfoto fra Christina Augustesens udstilling ’Colour Instruments’ i Viborg Kunsthal (foto: Enneke Hempen)

Jeg har i et stykke tid lidt på afstand fulgt billedkunstneren Christina Augustesen, som har været endog ganske udstillingsaktiv den seneste år. 

Augustesen er født i 1975 og har en bred vifte af uddannelser bag sig såvel inden for billedkunst og arkitektur. 

Hendes værker kredser om farven i en form for lysedesign. 

Det er muligt, at det lyder som noget vrøvl, så jeg har besluttet mig for at besøge udstillingen ’Colour Instruments’ med værker og installation af Christina Augustesen i Viborg Kunsthal ganske snart. 

Her vil jeg helt sikkert blive klogere på hendes kunstneriske hensigter. 

Jeg har faktisk planlagt at forfatte en anmeldelse af udstillingen, der kan ses i kunsthallen i Viborg frem til d. 11. maj. 

Christina Augustesen fortæller om udstillingen og sine værker i et videoklip, som kan ses under installationsfotoet herover.

mandag den 3. marts 2025

Inspirerende dialog om 'Den lange rejse'

 

Idéhistorikeren Lars Morell agerer mikrofonholder for væveren og billedkunstneren Inge Bjørn under dialogen om ’Den lange rejse’, der ses som udsnit i baggrunden.

For nylig kunne man her på siden læse min reaktion på, at man på Museum Jorn i Silkeborg har valgt at nedlægge Museumsforeningen og erstatte den med et nyt tiltag, nemlig ’Klub Jorn’, der skulle have til hensigt at tiltrække et større antal yngre mennesker til museet. 

Så langt så godt. Jeg antydede i min analyse, at beskrivelsen i dagspressen manglede en udtalelse fra museets ledelse, men under et besøg på museet talte jeg med Museum Jorns direktør Christian Kortegaard Madsen, der kunne fortælle mig, at hverken Midtjyllands Avis eller Kulturmonitor, som begge har beskæftiget sig med sagen, har ulejliget sig med at henvende sig til ham, hvilket jeg kun kan tolke som ”journalistisk dovenskab”. 

Jeg ved, at repræsentanter for den skrivende presse helst vil have historierne og udtalelser serveret i pressemeddelelser, men en sådan har jeg ikke læst, så derfor kan jeg ikke vide, om sagens præmisser er grundigt nok belyst. 

Jeg var imidlertid på besøg på Museum Jorn med henblik på at opleve en samtale mellem idéhistorikeren Lars Morell og væveren Inge Bjørn og sidstnævntes rolle i udførelsen af Asger Jorn og Pierre Wemaëres store gobelin ’Den lange rejse’ som i sin oprindelige version kan ses på museet. 

Det var meget inspirerende, og jeg bør klart erkende, at jeg ikke har interesseret mig nok for kunstværket på trods af, at det udgjorde bagtæppet, da jeg i 2009 optrådte med en performance på museet med titlen ’Et musikalsk elastikspring’. Uden at virke aldersfascistisk (den slags er der rigeligt af i kunstverdenen) må jeg sige, at Inge Bjørns hukommelse omkring begivenheder, der fandt sted for mere end 60 år siden, synes fuldstændig usvækket på trods af, at hun fylder 100 år d. 28. april.

søndag den 2. marts 2025

Dylan demobånd fra 1961 sat til salg

 

Spolebåndet udgør faktisk den første indspilning af Bob Dylan nogensinde (foto: RR Auction, Boston)  

For få år siden kunne man hos auktionshuset Bruun Rasmussen byde på et kassettebånd indeholdende tale og sang af John Lennon, som nogle unge mennesker havde opsøgt i Thy, da stjernen var på besøg hos nogle venner der i 1970. 

Så vidt jeg husker blev båndet solgt for lidt over 300.000 kr., men nu er et andet bånd – dog et spolebånd – fra 1961 sat til salg hos auktionshuset RR Auction i Boston. 

Det drejer sig om indspilninger, som Bob Dylan lod optage i Gaslight Club i september 1961 i Greenwich Village i New York, og hensigten med båndet var, at Dylans daværende manager og gode ven Terri Thal skulle medbringe båndet i bestræbelserne på at give folkesangeren en bredere mulighed for at optræde med sine sange på diverse scener i det østlige USA. 

Hvis man skal erhverve sig båndet, kan det oplyses, at det er vurderet til $ 20.000, hvilket svarer til knapt 144.000 kroner. 

Allerede nu er varen dog blevet budt op i $ 21.675, så det er ikke godt at vide, hvor mange penge en potentiel køber må slippe, når auktionen slutter d. 12. marts. 

I et videoklip fortæller Terri Thal om båndet og historien bag, og det er netop det klip, der kan ses herover.