onsdag den 12. marts 2025

The Beatles i opløsning

 




Lige efter nytår 1969 bliver det besluttet, at The Beatles skal indspille albummet, som får titlen ’Let it Be’, i et filmstudie i London-bydelen Twickenham. Årsagen skal findes i, at man vil dokumentere indspilningen i filmformat.

Processen udvikler sig mildest talt katastrofalt. Stemningen er på nulpunktet og interne stridigheder i bandet ender med at George Harrison forlader sessionen, hvorefter man beslutter sig for at indrette et studie i gruppens bygning i det centrale London. 

Det er som, at atmosfæren ændrer sig som med et trylleslag, da man efter store tekniske udfordringer fortsætter indspilningerne i studiet i Apple-bygningen. 

George kommer tilbage, og efter et møde mellem Paul McCartney og John Lennon, som filmholdet optager med en mikrofon skjult i en potteplante, synes det som tavlen viskes ren og arbejdet med, hvad der skal vise sig at være The Beatles’ sidste plade (dog vistnok indspillet før ’Abbey Road’?) kan genoptages. 

Hvad der overrasker mig meget under de adskillige timers dokumentar, er at bandet ind i mellem spiller en masse numre fra rock and roll-historien og at de har et ganske koncentreret fokus på, hvad der sker på musikscenen i deres samtid.

John Lennon får at vide, at The Rolling Stones har anmodet ham om at præsentere gruppen ved et TV-show med titlen ’The Rolling Stones Rock and Roll Circus’. Han skal blot kort præsentere Stones for seerne; men det udvikler sig som bekendt til, at Lennon sammen med Eric Clapton, Keith Richards og Mitch Mitchell skaber en improviseret gruppe, der spiller nummeret ’Yer Blues’.

I studiet i Apple-bygningen pjatter bandet sig igennem repertoiret på den kommende plade. Stemningen er fin, og den bliver kun bedre, da man implementerer keyboardspilleren Billy Preston i projektet.

Preston går lynhurtigt musikalsk og socialt i spænd med gruppen og han sætter sit eget præg på gruppens lyd og udtryk. 

Under hele processen har man diskussioner om en koncert, der skal finde sted, når indspilningerne af pladen har fundet deres afslutning, og der eksponeres masser af idéer. Denne del af helheden giver i første omgang anledning til en masse diskussioner mellem bandets medlemmer og de folk, der omgiver dem. 

Som de fleste er klar over, ender det med, at man spiller en koncert på taget af Apple-bygningen – og den koncert har blot et snævert publikum på 1. parket. Til gengæld kan koncerten høres tydeligt på gadeplan, hvor den resulterer i en vis forvirring blandt folk i almindelighed og Politiet i særdeleshed.

Dokumentaren, som varer adskillige timer, kan ses på Disney+