Idéhistorikeren Lars Morell agerer mikrofonholder for væveren og billedkunstneren Inge Bjørn under dialogen om ’Den lange rejse’, der ses som udsnit i baggrunden.
For nylig kunne man her på siden læse min reaktion på, at man på Museum Jorn i Silkeborg har valgt at nedlægge Museumsforeningen og erstatte den med et nyt tiltag, nemlig ’Klub Jorn’, der skulle have til hensigt at tiltrække et større antal yngre mennesker til museet.
Så langt så godt. Jeg antydede i min analyse, at beskrivelsen i dagspressen manglede en udtalelse fra museets ledelse, men under et besøg på museet talte jeg med Museum Jorns direktør Christian Kortegaard Madsen, der kunne fortælle mig, at hverken Midtjyllands Avis eller Kulturmonitor, som begge har beskæftiget sig med sagen, har ulejliget sig med at henvende sig til ham, hvilket jeg kun kan tolke som ”journalistisk dovenskab”.
Jeg ved, at repræsentanter for den skrivende presse helst vil have historierne og udtalelser serveret i pressemeddelelser, men en sådan har jeg ikke læst, så derfor kan jeg ikke vide, om sagens præmisser er grundigt nok belyst.
Jeg var imidlertid på besøg på Museum Jorn med henblik på at opleve en samtale mellem idéhistorikeren Lars Morell og væveren Inge Bjørn og sidstnævntes rolle i udførelsen af Asger Jorn og Pierre Wemaëres store gobelin ’Den lange rejse’ som i sin oprindelige version kan ses på museet.
Det var meget inspirerende, og jeg bør klart erkende, at jeg ikke har interesseret mig nok for kunstværket på trods af, at det udgjorde bagtæppet, da jeg i 2009 optrådte med en performance på museet med titlen ’Et musikalsk elastikspring’. Uden at virke aldersfascistisk (den slags er der rigeligt af i kunstverdenen) må jeg sige, at Inge Bjørns hukommelse omkring begivenheder, der fandt sted for mere end 60 år siden, synes fuldstændig usvækket på trods af, at hun fylder 100 år d. 28. april.
