KP og vækstlaget

KP 15: Marie Caspersen, 'Søren har lige fortalt, at han hedder Holger', maleri

"På et mere overordnet plan kan man provokerende spørge, om de mest talentfulde amatørkunstnere i dag benytter sig af helt andre kanaler end de censurerede udstillinger, for at få deres kunst ud, og om KP derfor er blevet mindre relevant, som barometer for tendenser i vækstlagskunsten"

Når man provokerende har spurgt, hvor Aarhus Stiftstidendes kunstanmelder, Christian Salling, har lært at sætte kommaer, kunne man måske udbede sig en forklaring på, hvilke kanaler de omtalte amatørkunstnere benytter sig af, når de potentielt vil prøve at penetrere en stadig mere besynderlig kunstverden. 

Min overbevisning går på, at de censurerede udstillinger stadig spiller en rolle, når yngre og uprøvede kunstnere vil spille en begyndende rolle i systemet - herunder også Kunstnernes Påskeudstilling, som er et af temaerne for Sallings anmeldelse. 

I øvrigt finder jeg det uanstændigt, at KP 15 med følgeudstillinger skal stuves sammen i Kunsthal Aarhus' underetage for at give plads til institutionens mere eller mindre mærkværdige og pseudointellektuelle eksperimenter i hovedbygningen.

En paranoid kejsers terrakottahær

(pressefoto: Moesgård Museum)

En myte vil vide, at den kinesiske kejser Qin Shi Huang, der regerede hårdt og brutalt et par hundrede år før vor tidsregning, besad en sygelig dødsangst, som hans monumentale magt ikke kunne dæmme op for. 

Til gengæld troede han på et evigt liv, og måske fordi han netop var så grusom i sin magtrigdom, følte han det nødvendigt at fremstille en hær i terrakotta med henblik på beskyttelse i det hinsides. 

Denne hær med tilbehør kom for dagens lys i 1974, da nogle bønder i Shaanxi-provinsen ville grave en brønd for at modvirke en kraftig tørke. De stødte på de første elementer af mange tusinde, der blandt andet indbefattede en decideret hær, hvor krigere og andet godtfolk optrådte i størrelsesforholdet 1:1. 

Det er pudsigt at tænke på, at alt dette - samt påbegyndelsen af opførelsen af Den kinesiske Mur - blev sat i scene på et tidspunkt, hvor Grauballemanden huserede herhjemme. 

Grauballemanden kan i dag ses på Moesgård Museum ved Aarhus, og det er netop Moesgård, der lægger hus til en enestående udstilling af dele af Qin Shi Huangs terrakottahær. 

Mon ikke denne udstilling, der kan opleves i tidsrummet 1. april-30. september, bliver det helt store tilløbsstykke på Moesgård hen over sommeren? 

Jeg er blevet opfordret til at skrive en anmeldelse af udstillingen, som jeg glæder mig meget til at opleve én af de nærmeste dage.

Nyt galleri i Ikast

I et ikke specielt charmerende industriområde har nogle foretagsomme folk - tilsyneladende med midler på kistebunden - åbnet et nyt galleri i Ikast, som de kalder for Galleri Rozart. 

Det er lidt svært at se, hvad hensigten er med dette galleri, da de har valgt en lokalitet, der er næsten umulig at finde. Til gengæld skal jeg love for, at man på ved åbningsudstillingen, som jeg deltog i, kunne se værker af, hvad der kan krybe og gå inden for dansk samtidskunst. 

Listen er lang, så jeg vil undlade at nævne navne på kunstnere og blot konstatere, at maleren og billedhuggeren Jacob Langborg er blandt de udstillende. 

Når jeg nævner ham, er det på grund af, at netop han deltog i udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset - også i Ikast - som jeg var medcensor på. Her fik han oven i købet prisen for udstillingens bedste værk. 

Ved åbningsferniseringen på Galleri Rozart kunne man se og høre en performance med Lilibeth Cuenca Rasmussen (billedet), som vel efterhånden er den mest velanskrevne performancekunstner i Danmark. 

Som sagt er Rozart ikke så let at finde; men skulle én og anden være blevet nysgerrig, ligger galleriet på adressen Navervej 5 i Ikast. 

Det er svært at finde oplysninger på nettet, da galleriet tilsyneladende endnu ikke har en hjemmeside.

'Formen, Farven, Fladen' i filmform

Jack Fridthjof har været på ARoS, hvor han har produceret dette lille klip fra udstillingen 'Formen, Farven, Fladen'

Dementi af en dementi og en "syret" kunstudstilling

Denne hat spiller en ikke uvæsentlig rolle i forbindelse med den nyligt åbnede Dan Colen-udstilling på HEART

For nyligt beklagede jeg her på blog'en, at jeg havde antydet i en anmeldelse af Robert Jacobsen-udstillingen 'Jernmanden' på kunstmuseet HEART i Herning, at der ikke i forbindelse med udstillingen var udgivet et katalog. 

Dette var blevet nævnt over for én af mine redaktører, og efterfølgende måtte jeg beklage, at jeg havde fremstillet en forkert oplysning, da der angiveligt - efter jeg havde besøgt udstillingen - var blevet publiceret et såkaldt "mini-katalog". 

Jeg besøgte endnu en gang museet for nyligt i forbindelse med åbningen af udstillingen 'Psychic Slayer', der i et interessant og ret "syret" forløb viser værker af den amerikanske kunstner Dan Colen, og her kunne jeg med en vis tilfredshed blot konstatere, at der IKKE foreligger et katalog til Robert Jacobsen-udstillingen. 

Man kan få et foldet A4-ark med oplysninger; men at kalde et sådant for et mini-katalog er vistnok lidt af en tilsnigelse.

Lederen af Aarhus Billedkunstcenter død

Jeg har netop modtaget den triste besked, at lederen af Aarhus Billedkunstcenter, Anja Raithel, er død pludseligt. 

Jeg kendte især Anja Raithel fra diverse kunstfaglige arrangementer, hvor jeg fik et indtryk af en dygtig og stærkt engageret person. Anja Raithel var mag.art i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet og hun har ledet Aarhus Billedkunstcenter i fire år. 

Her og hos sin familie efterlader hun i sagens natur et tomrum, som ikke lader sig beskrive. 

Æret være hendes minde.

Non-figurativt på ARoS

Jeg tror, det er ovre de dage, hvor museumspublikum imødegår abstrakte kunstværker med ordene "det forestiller jo ikke noget??". 

Man har for længst vænnet sig til at billedkunst kan være abstrakt - og i det aktuelle tilfælde bør ordet "abstrakt" tages fuldstændigt bogstaveligt, da kuratorerne Erik Nørager Pedersen og Pernille Taagaard Dinesen i forbindelse med udstillingen 'Formen, Farven, Fladen' på ARoS som det første vedtog, at enhver association, der kunne fremkalde den mindste genkendelighed til noget figurativt, omgående ville annullere et potentielt kunstværk til udstillingen. 

Værkerne er hentet fra museets magasiner, og heldigvis rummer samlingen så mange enheder, at det er muligt at skabe en omfattende udstilling med stort set ethvert tema i spil ud fra netop samlingen. 

At man samtidigt har valgt en moden kurator i samarbejde med en yngre, synes som værende et genialt greb i forhold til udvælgelse af non-figurativ kunst til udstillingen. 

 Jeg kunne ikke helt lade være med at gå og udpege værker, som kunne tilskrives hver enkel af de to kuratorer, da jeg var til preview dagen før, udstillingen åbnede for publikum d. 27. marts. 

Det var godt at se kunstnere, som i nogen forstand er "glemt" i den strømlinede samtidskunstbølge, være repræsenteret på 'Formen, Farven, Fladen', og jeg føler mig sikker på, at malere som f.eks. Allan Schmidt og Emil Gregersen, som i tidernes morgen faktisk var ret "store" på den danske kunstscene, er Nøragers valg. Forhåbentlig tager jeg fejl? 

Udstillingen er kendetegnet ved en modig iscenesættelse, som inkluderer smukt malede vægge og et antal design-klassikere, heriblandt min egen ubetingede favorit, Gerrit Rietvelds rød-blå stol fra 1918-23. 

Udstillingen kan ses på ARoS sommeren over helt frem til d. 30. august.