I et ikke specielt charmerende industriområde har nogle foretagsomme folk - tilsyneladende med midler på kistebunden - åbnet et nyt galleri i Ikast, som de kalder for Galleri Rozart.
Det er lidt svært at se, hvad hensigten er med dette galleri, da de har valgt en lokalitet, der er næsten umulig at finde. Til gengæld skal jeg love for, at man på ved åbningsudstillingen, som jeg deltog i, kunne se værker af, hvad der kan krybe og gå inden for dansk samtidskunst.
Listen er lang, så jeg vil undlade at nævne navne på kunstnere og blot konstatere, at maleren og billedhuggeren Jacob Langborg er blandt de udstillende.
Når jeg nævner ham, er det på grund af, at netop han deltog i udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset - også i Ikast - som jeg var medcensor på. Her fik han oven i købet prisen for udstillingens bedste værk.
Ved åbningsferniseringen på Galleri Rozart kunne man se og høre en performance med Lilibeth Cuenca Rasmussen (billedet), som vel efterhånden er den mest velanskrevne performancekunstner i Danmark.
Som sagt er Rozart ikke så let at finde; men skulle én og anden være blevet nysgerrig, ligger galleriet på adressen Navervej 5 i Ikast.
Det er svært at finde oplysninger på nettet, da galleriet tilsyneladende endnu ikke har en hjemmeside.