"Jeg vil derfor opfordre alle Danmarks kunstnersammenslutninger, etablerede såvel som nye uden fast tilhørsforhold, til at bakke op om ideen om at få Charlottenborg tilbage. Tænk, hvis vi igen kunne få en udstillingsbygning i hjertet af København, hvor det er kunstnere, unge som gamle, etablerede som spirende talenter, der sætter dagsordenen"
Jeg bør retfærdighedsvist nævne, at ovenstående citat blot er et uddrag af min gode anmelderkollega på Jyllands-Posten Tom Jørgensens leder i Kunstavisen, hvor han argumenterer for, at Charlottenborg bør bringes tilbage til sin tidligere rolle.
Dengang havde flere kunstnersammenslutninger pr. automatik udstillingsperioder på Charlottenborg.
Set i lyset af Grønningens store succes med den igangværende jubilæumsudstilling er det naturligvis fristende, at man foreslår en tilbagevenden til "gamle dage", som faktisk ikke er så længe siden.
Dette skal også ses i lyset af alt den palaver, der har været omkring Charlottenborg, hvor ledere er skredet på stribe, da budgettet langt fra står mål med kunsthallens ambitioner.
Jeg synes dog, det er væsentligt at minde om, at en anden af de tidligere Charlottenborg-sammenslutninger - Corner - som netop har udstillet på Sophienholm, ikke ligefrem er blevet begavet med indlysende gode anmeldelser.
Og tager man en anden af de etablerede sammenslutninger - Pro - som også tidligere huserede i de smukke rum på Kongens Nytorv, oplevede jeg en udstilling sidste sommer med gruppens medlemmer på Fanø Kunstmuseum - og det var ganske enkelt skandaløst ringe.
Afslutningsvist finder jeg det interessant at nævne, at der faktisk ikke findes større ekskluderende magt i kunstverdenen end netop kunstnerne. Miljøet er smalt og rygklapperi og favorisering af vennerne et udbredt fænomen. Det er naivt at tro, det hele bliver forår og grønne skove i takt med, at kunstnerne får magten.
Billedet, der ledsager dette blogindlæg, er fra 2015-udgaven af Charlottenborgs Forårsudstilling (pressefoto: Kunsthal Charlottenborg)
