Afrika på Louisiana

'Afrika - Arkitektur, kultur og identitet', 'Floating School', Nigeria (foto: Iwan Baan/Louisiana)

Bundløs fattigdom, tørke, hungersnød, folkemord, militærdiktatur, AIDS, ebola samt fejlanbragte bistandsmidler er blot nogle af de klichéer, der optræder i de flestes bevidsthed, når talen er på det afrikanske kontinent, som faktisk er en verdensdel, der ofte bliver opfattet som et land af mange. Og samtidigt en stat hvor intet fungerer, og hvor en primitiv form for anarki hersker. 

Den reelle fortælling om Afrika er dog langt mere nuanceret, og de håndgribelige beviser herpå, kan man for tiden se på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som netop følger op på et antal udstillinger, hvori man har sat fokus på arkitekturforankrede specialiteter forskellige steder på kloden. 

Udstillingen 'Afrika - Arkitektur, kultur og identitet' er opbygget omkring syv temaer, og der er, med de tidlige udstillinger på nethinden, al mulig grund til at forvente noget helt ekstraordinært i forbindelse med denne udstilling. 

Jeg håber snarest at få mulighed for at se udstillingen på Louisiana, der samtidigt stadig viser den roste udstilling med maleren og grafikeren Peter Doig.

Yderligere fem stjerner til Carstensen

"I et særligt rum vil man lejlighedsvis gennem udstillingen møde nøgne mennesker. Det var desværre en mand, da undertegnede besøgte museet. Men så meget lettere var det at koncentrere sig om de grufulde billeder, der handler om menneskelig fornedrelse i Nordkorea"

Torben Weirup har på vegne af dagbladet Berlingske besøgt den aktuelle Claus Carstensen-udstilling på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Weirup berører kun sporadisk de "nøgne mennesker", som undertiden er en del af udstillingen. Og godt for dét, da den overordnet klarer sig fint på de udstillede værkers egne betingelser. 

"Kunst kan ikke redde verden. Men kunst kan få os til at overveje, hvordan den er, og hvorfor den er sådan. Det er det, Claus Carstensen gør".

Således afslutter Weirup sin fem-stjernede anmeldelse af en udstilling, der kan ses frem til d. 18. oktober 2015.

Løbebane ved Kunsthal Aarhus

Personligt finder jeg, at idéen er lidt besynderlig; men ikke desto mindre har man anlagt en løbebane, som dem man ser på atletikstadions, rundt om dét, der tidligere hed Århus Kunstbygning; men som nu er navngivet Kunsthal Aarhus.

Der er ikke meget æstetik over et sådant spor; men æstetik lader ikke til i det hele taget at være et tema i kunsthallen længere.

Kinesiske indrømmelser?

Installationsfoto fra Ai Weiweis første udstilling i Beijing nogensinde. Den finder sted i Tang Contemporary Art og har titlen 'Wang Family Ancestral Hall' (foto: Tang Contemporary Art)

Den kontroversielle kinesiske samtidskunstner Ai Weiwei har i de seneste år spillet en afgørende rolle på den internationale kunstscene. 

Desværre har de kinesiske myndigheder forhindret ham i at være aktiv inden for rigets grænser. 

Dét vil sige, at der tilsyneladende sker en optøning fra det officielle Kina i forhold til kunstneren, der har haft udstillinger i Beijing i den seneste tid. 

Træerne gror som bekendt ikke ind i himlen - heller ikke i Kina. Ai Weiweis pas er stadig inddraget, hvilket forhindrer kunstneren i at rejse ud af landet. 

Derfor må man formode, at han heller ikke vil være til stede, når The National Gallery of Victoria i Melbourne åbner en udstilling med Ai Weiwei i samspil med Andy Warhol til december. 

Temaet er katte, hvilket man kunne læse i dagbladet Politiken d. 6. juli.

Nudister på ARoS

fotos: Anders Sune Berg

For nyligt deltog jeg i pressemødet på en udstilling med Claus Carstensen på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og jeg var faktisk forberedt på, at der i ét af udstillingsrummene ville optræde et antal naturister i forbindelse med et indslag, der skulle illustrere nøgenhed som en form for ydmygelse af mennesket i forbindelse med tortur i forskellige uciviliserede samfund.

For mig, som er vant til at se folk afklædte på stranden om sommeren, er et sådant syn naturligvis helt naturligt; men jeg synes nok, at de øvrige repræsentanter fra pressen lignede nogle, der havde lyst til at glo i en anden retning, da de så de - i øvrigt venlige - naturister i udstillingslokalet.

Inden vi gik ind, erklærede kunstneren, at han havde lovet naturisterne, at der ikke blev filmet eller fotograferet i rummet. Fair nok.... Eller hvad? Er disse folk så småborgerligt blufærdige, at de ikke kan leve med, at der bliver fotograferet? Er kunstneren så småborgerligt blufærdig på sine aktørers vegne, at han anmoder om, at den frie presse ikke fotograferer disse folk, som tilsynelanende helt frivilligt har stillet sig til rådighed for kunstneren og kuratoren? 

Jeg antog nogle kritiske analyser i forhold til begivenheden på websitet Nudebook.dk, og her blev jeg tilsvinet på det groveste af en bruger ved navn Niels Lund, som tilsyneladende har opbakning af såvel Nudebook som Claus Carstensen.

Konklusionen må være, at der ligger et element af exhibitionisme fra de udstillede nudister, og at kunstneren har haft en bagtanke om at skabe noget fokus på sin - i øvrigt fremragende - udstilling. Omkring sensationsværdien i dette mærkværdige stunt, bør man blot konstatere, at nøgenhed ikke længere har den bevågenhed, man kunne forvente - og godt for dét!!! Stort set ingen medier har nævnt det andet end sporadisk.

Jeg gav som bekendt Claus Carstensens udstilling fem stjerner i min anmeldelse i Jyllands-Posten, hvori jeg for øvrigt ikke nævner nudist-eventet med ét ord.  

Olivias farveorgie

Olivia Holm-Møller: 'Have med liggestole', 1930, olie på lærred

Hvis man skal være en anelse uforskammet, kunne man vel sagtens betragte Olivia Holm-Møller (1875-1970) som en lidt primitiv maler. 

Der er dog mening med galskaben hos den farvestærke kunstner, der angiveligt opnåede en høj alder, fordi hun spiste blodpølse hver dag. 

Jeg ved ikke, om der er historisk belæg for sidstnævnte påstand; men en kendsgerning er det under alle omstændigheder, at Holstebro Kunstmuseum for tiden viser udstillingen 'Olivias verden', der sætter fokus på kunstneren og hendes farvestærke værker. 

Udstillingen er glimrende, hvilket jeg oplevede under et besøg på museet uden for åbningstiden for nyligt. Alt dette er med henblik på en anmeldelse, som jeg sidder og skriver lige nu. 

Prisuddelinger på 'Sculpture by the Sea'

Den hver-anden-årlige kunstbegivenhed 'Sculpture by the Sea' kører nu på absolut sidste vers, og traditionen tro bliver der ved afslutningen af udstillingen uddelt forskellige priser til enkelte af de udstillende kunstnere. 

En kunstfaglig jury bestående af museumsinspektør og Ph.D. Kamma Overgaard Hansen, museumsdirektør Gitte Ørskou og billedkunstner Søren Taaning har udvalgt et værk af kunstnerduoen Pernille Bøggild og Lisbeth Bank med titlen 'Back to Nature'. Jeg skal spare Dem, kære læser af denne blog, for begrundelsen af valget, som jeg finder lidt besynderligt. 

Til gengæld er der ikke megen hokus-pokus over publikums valg af bedste værk. Lucy Humphries' 'Horizon' (det lille billede) har taget en stor del af publikum med storm - og helt forståeligt! 

Det kan vel heller ikke overraske, at børnenes favorit er Gjøde og Povlsgaards endeløse bro ved foden af parken ved Varna. 

Til gengæld fatter jeg ikke en brik af Lauritz.com's valg af værk til overdragelse til Aarhus Kommune. Her har man peget på de kulørte monstre 'Hello Golem' af japanske Savako (det store billede). 

'Sculpture by the Sea', som i dagspressen har fået ret jævne anmeldelser, varer frem til d. 5. juli.