onsdag den 1. juli 2015

Prisuddelinger på 'Sculpture by the Sea'


Den hver-anden-årlige kunstbegivenhed 'Sculpture by the Sea' kører nu på absolut sidste vers, og traditionen tro bliver der ved afslutningen af udstillingen uddelt forskellige priser til enkelte af de udstillende kunstnere. 

En kunstfaglig jury bestående af museumsinspektør og Ph.D. Kamma Overgaard Hansen, museumsdirektør Gitte Ørskou og billedkunstner Søren Taaning har udvalgt et værk af kunstnerduoen Pernille Bøggild og Lisbeth Bank med titlen 'Back to Nature'. Jeg skal spare Dem, kære læser af denne blog, for begrundelsen af valget, som jeg finder lidt besynderligt. 

Til gengæld er der ikke megen hokus-pokus over publikums valg af bedste værk. Lucy Humphries' 'Horizon' (det lille billede) har taget en stor del af publikum med storm - og helt forståeligt! 

Det kan vel heller ikke overraske, at børnenes favorit er Gjøde og Povlsgaards endeløse bro ved foden af parken ved Varna. 

Til gengæld fatter jeg ikke en brik af Lauritz.com's valg af værk til overdragelse til Aarhus Kommune. Her har man peget på de kulørte monstre 'Hello Golem' af japanske Savako (det store billede)

'Sculpture by the Sea', som i dagspressen har fået ret jævne anmeldelser, varer frem til d. 5. juli.