fredag den 3. juli 2015

Nudister på ARoS



fotos: Anders Sune Berg

For nyligt deltog jeg i pressemødet på en udstilling med Claus Carstensen på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og jeg var faktisk forberedt på, at der i ét af udstillingsrummene ville optræde et antal naturister i forbindelse med et indslag, der skulle illustrere nøgenhed som en form for ydmygelse af mennesket i forbindelse med tortur i forskellige uciviliserede samfund.

For mig, som er vant til at se folk afklædte på stranden om sommeren, er et sådant syn naturligvis helt naturligt; men jeg synes nok, at de øvrige repræsentanter fra pressen lignede nogle, der havde lyst til at glo i en anden retning, da de så de - i øvrigt venlige - naturister i udstillingslokalet.

Inden vi gik ind, erklærede kunstneren, at han havde lovet naturisterne, at der ikke blev filmet eller fotograferet i rummet. Fair nok.... Eller hvad? Er disse folk så småborgerligt blufærdige, at de ikke kan leve med, at der bliver fotograferet? Er kunstneren så småborgerligt blufærdig på sine aktørers vegne, at han anmoder om, at den frie presse ikke fotograferer disse folk, som tilsynelanende helt frivilligt har stillet sig til rådighed for kunstneren og kuratoren? 

Jeg antog nogle kritiske analyser i forhold til begivenheden på websitet Nudebook.dk, og her blev jeg tilsvinet på det groveste af en bruger ved navn Niels Lund, som tilsyneladende har opbakning af såvel Nudebook som Claus Carstensen.

Konklusionen må være, at der ligger et element af exhibitionisme fra de udstillede nudister, og at kunstneren har haft en bagtanke om at skabe noget fokus på sin - i øvrigt fremragende - udstilling. Omkring sensationsværdien i dette mærkværdige stunt, bør man blot konstatere, at nøgenhed ikke længere har den bevågenhed, man kunne forvente - og godt for dét!!! Stort set ingen medier har nævnt det andet end sporadisk.

Jeg gav som bekendt Claus Carstensens udstilling fem stjerner i min anmeldelse i Jyllands-Posten, hvori jeg for øvrigt ikke nævner nudist-eventet med ét ord.