Hvad jeg refererer til i overskriften, er den aktuelle udstilling, der - og det må man sige - er grundigt formidlet med masser af ord på kunsthallens vægge.
Desværre er det blevet nødvendigt at give publikum til de aktuelle udstillinger inden for dét, man kalder samtidskunsten, deciderede manualer til det udstillede. Uden dem ville mange ikke fatte en brik af, hvad det er, de iagttager.
Det kan man være for eller imod! Man kan også være modstander eller tilhænger af den profil, som er blevet skabt i Kunsthal Aarhus i de senere år. Nogle er glade for den - og andre mildest talt stærkt skeptiske.
Jeg må dog sige, at udstillingen 'Dump! Multispecies Making and Unmaking' i min verden udgør en af de mest helstøbte udstillinger, man har kunnet opleve i Kunsthal Aarhus i de senere år.
Det synes, som har man til dels fået "ryddet op" i det sammensurium af mere eller mindre relevante eksperimenter, man har kunnet opleve i udstillingsbygningen på mere eller mindre permanent basis i den sidste tid.
Jeg har skrevet en anmeldelse af udstillingen, og i dén går jeg lidt kritisk til en kunstform, der så at sige er ved at miste pusten.
Videogenren antager i dag karakter af en metode, som tiden for længst er løbet fra.
Jeg tror mange - som jeg - er ved at være grundigt trætte af at se på flimrende og uskarpe levende billeder af langtrukne og indholdsmæssigt ligegyldige videoproduktioner. Genren bør snart nytænkes, hvis ikke den skal afgå ved en lang og udmarvende død.
Billederne, der ledsager dette blogindlæg er gengivelser af udsnit af værker på den aktuelle udstilling af Cecilia Vicuña, Åsa Sonjasdotter og Amy Balkin.
