Sære Wurm

Erwin Wurm er født i 1954 i Østrig. Således må han vel betragtes som en moden billedkunstner. 

For tiden og frem til d. 22. august kan man se en udstilling med på Berlinische Galerie med denne højst besynderlige samtidskunstner. 

Det mest omfattende værk på udstillingen, som har fået titlen 'Bei mutti' - slå det selv op; men jeg tror det betyder "hos mor" - er en kopi af Wurms forældres hus (billedet). 

Det vil sige, at huset har den rette proportion i længden, hvorimod det er stærkt reduceret i bredden. 

Det samme gælder husets interiør, og præcist hvad meningen er med dette stunt, kan jeg ikke helt gennemskue; men mon ikke der ligger et element af et behov for at gradbøje "heimat-filosofien" til grund for konstruktionen af dette værk? 

Det er en mulighed; men til gengæld udstiller den sære Erwin Wurm et antal værker, som har til hensigt at inkludere publikum, og disse enheder er interessante. 

Jeg tog nogle billeder af disse idébaserede kunstværker - inklusiv publikum - indtil en kustode gjorde mig opmærksom på, at det ikke er tilladt at fotografere publikum på museet.

Turist for en dag

Under mit ophold her i Berlin har jeg nu fået selskab af min søde og begavede hustru, og derfor måtte jeg naturligvis introducere hende for byen - på trods af, at vi tidligere sammen har besøgt den tyske hovedstad. 

Da vejret er fint, var det oplagt at tage en tur med en af metropolens mange turbåde og se tingene fra floden Spree. Altså: Vi tog på en decideret turisttur. 

Til gengæld fik jeg samlet materiale sammen til en enkel akvarel, og det er den, der kan ses herover.

Carl Andres minimalisme i Hamburger Bahnhof

På Hamburger Bahnhof i Berlin kan man for tiden - og frem til d. 18. september - se en stor og meget omfattende udstilling med værker fra en 52 år lang periode af den amerikanske billedhugger Carl Andre. 

Hans værker er i bogstavelig forstand minimalistiske og udført i diverse materialer. 

Når Andre er bedst beskæftiger han sig med kvadratet som primær geometrisk figur; men i princippet har han lagt sig fast på idéen om gentagelsen af konstruktioner, og det kan i det lange løb godt blive en anelse enerverende. 

Ikke desto mindre må man erkende, at Carl Andre har været konsekvent i sin afsøgning af de retvinklede princippers muligheder. 

Jeg havde i hvert fald en vis fornøjelse ved at se udstillingen i det fine udstillingssted i Berlin.

Sporvognskablerne i Berlin

Under mit ophold i Berlin tog jeg til en begyndelse udgangspunkt i parker og søer; men i de seneste dage har jeg rettet blikket opad i mine bestræbelser på at skildre nogle måske mere eller mindre "usynlige" karakteristika ved byen. 

Her tænker jeg primært på de mange kabler, der leverer strøm til den østlige bydels mange sporvogne. 

Jeg har lavet nogle akvareller med temaet og det er disse som kan ses herover.

Mehretu som grafiker

Hvis man har set værker af Julie Mehretu - og det kunne for eksempel være foregået på Louisiana for nogle år siden, eller på Documenta 13 i Kassel i 2012 - ville man umiddelbart finde det relevant, at Mehretu var oplagt som emne til et eller flere grafiske arbejder, og når jeg nævner det, bør der naturligvis tages i betragtning, at jeg tænker på en metode forankret i dybtryk. 

Her har vi som bekendt en mester på området i Danmark; og derfor kan det ses som en pudsig tilfældighed, at jeg så Julie Mehretu's grafiske værk i Niels Borch Jensens galleri i Berlin. 

Her blev det mig fortalt, at værket (billedet) for tiden er placeret i Berlin på grund af størrelsen. I Berlin er der ganske enkelt plads til et tryk forarbejdet på 12 ark i størrelsen 217 x 522 cm. 

Når man selv har fedtet med raderinger i noget mindre end A4, bliver man en anelse overvældet, når man præsenteres for et grafisk værk i dét format. 

Titlen på værket er i øvrigt 'Epigraph, Damascus', og denne titel giver klart mening, når man ser det store grafiske arbejde.

Mesterlige Kentridge i Berlin

Rent arkitektonisk udgør Martin-Gropius-Bau i Berlin en af byens smukkeste bygninger. 

Ind- og udvendigt står det store hus som et monument over senklassisk arkitektur, og derfor kan det  nemt opleves som lidt af et paradoks, at udstillingsstedets kustoder er alt andet end servicebevidste. 

Her mødes man af en surhed, som jeg ganske vist har oplevet tilsvarende ved Gemäldegalerie i samme by. Måske kradser uniformerne? Og hvis disse er lige så ubehagelige at bære som de signaler, bærerne sender, kan man måske godt forstå, at disse kustoder virker lidt mavesure. 

Jeg var faktisk ved at få et chok, da jeg så en af de uniformsbærende individer møde mig med antydningen af et smil. 

Årsagen til mit besøg på Martin-Gropius-Bau var imidlertid udstillingen 'NO IT IS!' med videoinstallationer, grafiske arbejder og skulpturer m.m. af den fremragende sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955). 

Jeg stiftede mest markant bekendtskab medKentridge i 2012, hvor man på Documenta i Kassel kunne se og opleve videoinstallationen 'The Refusal of Time', som også kan ses på den aktuelle udstilling i Berlin. 

Udstillingens ubetingede højdepunkt er dog installationen 'More Sweetly, Play the Dance' (stillbillede fra værket herover) fra 2015. 

Jeg vil næsten i skrivende stund påstå, at det er den bedste videoinstallation, jeg nogensinde har set. Og på den liste befinder der altså kunstnere som Tony Oursler, Bill Viola og Pippilotti Rist... Blot for at nævne nogle få. 

Kentridge's installationer lader sig vanskeligt beskrive, og man kan kun håbe på, at danske museumsgæster på et tidspunkt får mulighed for ved selvsyn at opleve dette store kunstværk. 

Udstillingen med William Kentridge kan ses frem til d. 21. august. 

Halensee

Op og ned af jernbaner og fire- og sekssporede indfaldsveje i Berlin kan man opleve kolonihaveidyl, som totalt løsriver sig fra s-banens skærende støj og trafikkens larm. 

Det samme kan man sige om en lille park - Friedenthal Park - som ligger ned til søen Halensee i nærheden af trafikknudepunktet Westkreuz. 

Her undgår man ikke trafikstøjen; men det lader ikke til at påvirke parkens mange gæster, der nyder livet og solen mere eller mindre afklædte. Det er Halensee, der har inspireret mig til akvarellerne, som er gengivet herover.