Rent arkitektonisk udgør Martin-Gropius-Bau i Berlin en af byens smukkeste bygninger.
Ind- og udvendigt står det store hus som et monument over senklassisk arkitektur, og derfor kan det nemt opleves som lidt af et paradoks, at udstillingsstedets kustoder er alt andet end servicebevidste.
Her mødes man af en surhed, som jeg ganske vist har oplevet tilsvarende ved Gemäldegalerie i samme by. Måske kradser uniformerne? Og hvis disse er lige så ubehagelige at bære som de signaler, bærerne sender, kan man måske godt forstå, at disse kustoder virker lidt mavesure.
Jeg var faktisk ved at få et chok, da jeg så en af de uniformsbærende individer møde mig med antydningen af et smil.
Årsagen til mit besøg på Martin-Gropius-Bau var imidlertid udstillingen 'NO IT IS!' med videoinstallationer, grafiske arbejder og skulpturer m.m. af den fremragende sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955).
Jeg stiftede mest markant bekendtskab medKentridge i 2012, hvor man på Documenta i Kassel kunne se og opleve videoinstallationen 'The Refusal of Time', som også kan ses på den aktuelle udstilling i Berlin.
Udstillingens ubetingede højdepunkt er dog installationen 'More Sweetly, Play the Dance' (stillbillede fra værket herover) fra 2015.
Jeg vil næsten i skrivende stund påstå, at det er den bedste videoinstallation, jeg nogensinde har set. Og på den liste befinder der altså kunstnere som Tony Oursler, Bill Viola og Pippilotti Rist... Blot for at nævne nogle få.
Kentridge's installationer lader sig vanskeligt beskrive, og man kan kun håbe på, at danske museumsgæster på et tidspunkt får mulighed for ved selvsyn at opleve dette store kunstværk.
Udstillingen med William Kentridge kan ses frem til d. 21. august.