torsdag den 18. august 2016

Det uafsluttede søprojekt

Oprindeligt var det meningen, at mit projekt med udgangspunkt i søerne, der omgiver mig geografisk, skulle finde sig afslutning dagen før, jeg rejste til Berlin for at opholde mig i den tyske hovedstad i juli måned. 

Nu går alt jo som bekendt ikke altid, som man planlægger, og jeg er nødt til at forlænge søprojektet

Jeg er tilbage fra Berlin, og allerede nu har jeg genoptaget konceptet med søerne. Forleden dag var jeg således ved Julsø med henblik på at lave en radering, og denne proces blev filmet af videodokumentaristen (og pianovirtuosen) Jacob Nielsen, som fulgte mig til Ludvigslyst ved Svejbæk, hvor man kan komme helt ned til søbredden af Julsø. 

Her filmede Jacob Nielsen mig således ved hjælp af en drone, der som bekendt er et glimrende værktøj, hvis man skal lave billeder i fugleperspektiv.

Impressionisme på dansk

Theodor Philipsen: 'Med solen i øjnene', 1892 (pressefoto: Randers Kunstmuseum)

Som kunstform vil de fleste nok opleve impressionismen som et fransk fænomen. Dette er naturligt nok, da en stor del af de impressionistiske malere, der satte Paris på den anden ende midt i 1800-tallet, var franske. 

Impressionismen har naturligvis sine nationale afarter rundt omkring i Europa, og herhjemme ses dette absolut fint eksemplificeret af maleren Theodor Philipsen, som levede i perioden 1840-1920. 

Randers Kunstmuseums tidligere leder og nuværende seniorforsker Finn Terman Frederiksen har begået en omfattende biografi om Philipsen og denne bliver naturligt nok understøttet af en stor retrospektiv udstilling med værker af Philipsen på netop Randers Kunstmuseum. 

Udstillingen 'Lysets og farvens mester' er netop åbnet, og jeg har planlagt at besøge den i den nærmeste fremtid med henblik på en anmeldelse. 

Udstillingen i Randers kan ses frem til d. 8. januar 2017.

Bogstav-PP i Silkeborg Kunsthal

Da kunsthistorikeren Lone Just Andersen i forbindelse med sit hjem på Baggesensvej i Silkeborg for et par år siden åbnede et lille udstillingssted, som hun med en charmerende ironi navngav Silkeborg Kunsthal, brugte hun bogstaver fra billedkunstneren Poul Pedersens 'Det stjålne Alfabet' som logo (billedet) for vel nok verdens mindste kunsthal. 

Dette tog Pedersen helt roligt - og nu kan man i en periode opleve kunstneren, der ofte går under navnet "Bogstav-PP", som udstiller i Silkeborg Kunsthal. Udstillingens tema er "OG", og(!) dette kan jeg muligvis fortælle lidt mere om, når jeg har deltaget i åbningen. 

Udstillingen kan i øvrigt ses i Silkeborg Kunsthal på adressen Baggesensvej 25 i Silkeborg frem til d. 30. september.

lørdag den 13. august 2016

Der er håb forude - selv i Videbæk





Når man besøger Videbæk ude vestpå, som jeg gjorde forleden dag, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvor flot kornet står på markerne. 

Blot er jeg sikker på, at landmændene gerne vil have lidt tørvejr og lidt varme snart, så de kan få høstet. 

Der er håb forude ifølge vejrudsigten, men det var nu ikke derfor jeg besøgte Videbæk. Det var med henblik på at give et nyt perspektiv til temaet "håb", som er titlen på en udstilling, der netop er åbnet i Vestjyllands Kunstpavillon, hvor billedkunstneren Søren Jensen viser et højst spøjst scenarium af karruseller, ord og spektakulære enheder, som bringer tankerne hen imod en forlystelsespark i en mindre dansk provinsby. Hermed er der mening i tingene i forhold til netop Videbæk. 

Jeg er i gang med en anmeldelse af udstillingen, som kan læses i forbindelse med siden her, når den har været offentliggjort i et større dansk dagblad.

fredag den 12. august 2016

'Boy' flytter

'Boy' i sin nuværende placering på kunstmuseet ARoS (foto: ARoS/Poul Ib Henriksen)

Alle kender efterhånden skulpturen 'Boy', der er blevet en slags vartegn for kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Skulpturen er forarbejdet i glasfiber i 1999 af den australske kunstner Ron Mueck, og siden ARoS åbnede i 2004, har skulpturen haft sin plads i museets Niveau 1; men det bliver der ændret på nu. 

Snart bliver den fem meter høje dreng transporteret til museets Niveau 6, hvor han bliver en del af en ny samlingsudstilling med titlen 'No Man is an Island - The Satanic Verses'. 

Hvis man vil gense 'Boy' på den nuværende placering, er sidste frist d. 21. august. Den nye udstilling åbner for publikum d. 3. september. 

Jeg finder det personligt fint, at 'Boy' så at sige kommer "lidt af vejen".

torsdag den 11. august 2016

Croquis ved Grosser Müggelsee










Jeg har ikke fået tegnet så meget efter hjemkomsten fra Berlin for en halv snes dage siden. 

Derfor viser jeg lige nogle få tegninger, jeg har lavet ved Grosser Müggelsee, mens jeg stadig opholdte mig i den tyske hovedstad. 

Strandbad Müggelsee er beliggende helt ude i det østligste Berlin og turen derud giver et glimrende indblik i, hvordan den del af byen så ud i DDR-tiden. 

Dengang blev badestranden også brugt flittigt af den østberlinske befolkning.

Peter Doig i bizar retssag

For ikke så længe siden viste kunstmuseet Louisiana en udstilling med den canadiske maler Peter Doig, som i de seneste årtier har nydt stor succes med høje priser på værkerne som resultat af denne anseelse. 

Nu er Doig imidlertid blevet en af hovedpersonerne i en bizar retssag, hvor en person ved navn Robert Fletcher påstår at være indehaver af et maleri (billedet), som Doig angiveligt skulle have malet midt i 70'erne, da Doig var teenager. 

Fletcher erhvervede sig maleriet dengang for få hundrede kroner, og maleriet er signeret "Peter Doige", som var indsat i en opdragelsesanstalt ved navn Thunder Bay Correctional Centre i staten Ontario. 

Da Fletcher henvendte sig til Doig for at få bekræftet maleriets ægthed, svarede kunstneren "fint billede; men ikke af mig!" 

En af Doig's vidner er den rigtige Peter Doige's søster, som udtaler: "Jeg er sikker på, at mr. Fletcher tager fejl, og faktisk har mødt min bror Peter, som jeg tror har malet dette billede". 

Peter Edward Doige døde i 2012, og han har faktisk opholdt sig i den institution, Thunder Bay. 

Selv udtaler Peter Doig, at det er mærkværdigt, at han er forpligtet til at bevise, hvor han har befundet sig de sidste 40 år af sit liv - og deri kan han nemt have en pointe. 

Han påstår aldrig at have befundet sig på Thunder Bay Correctional Centre.